
Landsholdskollega om Eriksens comeback: Blev rørt
Anders Christiansen fortæller, at det var helt fantastisk at se Christian Eriksen starte inde for Brentford og spille fuld tid i weekenden.

I sommer blev hele fodboldverdenen ramt af et stort chok, da Christian Eriksen pludselig kollapsede på banen i Danmarks åbningskamp ved EM.
Siden har den danske landsholdsstjerne kæmpet for at komme tilbage fra sine hjerteproblemer, hvilket kulminerede i weekenden, da han for første gang startede inde for Brentford og sågar spillede hele kampen.
Det er noget, som glæder landsholdskollegaen og Malmö FF-anfører, Anders Christiansen, fortæller han i et interview med campo.dk:
– Det var helt fantastisk. Det bliver man også rørt af.
Anders Christiansen var en del af EM-truppen i sommer og så derfor hændelsen på tæt hold. Alligevel erkender han, at andre har haft det hårdere end ham selv.
– Jeg tør slet ikke at sætte mig ind i hans situation eller familiens situation. De har haft en værre tilstand end alle os andre. Det er bare livsbekræftende at se ham komme tilbage på banen i fuld vigør og ligne sig selv.

Om selve comebacket og den fulde spilletid mod Norwich City, havde Malmö-spilleren følgende at sige:
– Det var en stor dag. En lykkens dag. Det er bekræftende, at man kan komme tilbage fra noget så slemt.