Modric inden PSG: Jeg må give den noget ekstra
Luka Modric ærgrer sig over fraværet af Casemiro til kampen mod PSG, men er indstillet på selv at yde en ekstra indsats.
Onsdag aften skal to af forhåndsfavoritterne til at vinde Champions League møde hinanden, når returopgøret mellem Real Madrid og PSG skal spilles.
Se hændelsen: Mbappé tvivlsom imod Real Madrid efter hårdt slagReal Madrid må dog se bort fra to profiler forud for kampen om at komme i kvartfinalen, da både Ferland Mendy og Casemiro sidder ude med karantæner.
Luka Modric blev på et pressemøde tirsdag forud for kampen spurgt ind til, hvad Casemiros fravær kommer til at betyde for ham og Real Madrid.
– Det er en skam, for vi ved jo præcist, hvad det er, han bringer til vores system. Men vi har andre spillere, der kan præstere på et højt niveau, såsom Valverde og Camavinga, fortæller Modric og fortsætter:
– Jeg håber, at Toni Kroos er klar til at spille, og jeg bliver nødt til at gøre, hvad jeg altid gør – at give den en lille smule ekstra for at udfylde det arbejde, som Casemiro normalt tager sig af.
– Vi bliver alle nødt til at give lidt mere, især i den defensive del af spillet. Men jeg er ikke i tvivl om, at hvem end, der spiller i morgen, så vil han gå ud og præstere på et højt niveau, slutter den kroatiske midtbanestjerne.
Kampen mellem Real Madrid og PSG spilles onsdag klokken 21.00 på Santiago Bernabeu. PSG vandt det første opgør med 1-0.