
Bayern-keeper melder sig klar til CL-opgør efter skade
Bayerns Münchens stjerne nede i målet, Manuel Neuer, har meldt sig klar til kampen mod RB Salzburg i Champions League-ottendedelsfinalen.

Manuel Neuer blev opereret i knæet i begyndelsen af februar, og Bayern-keeperen har været forvist til sidelinjen siden da.
På et pressemøde forud for Champions League-ottendedelsfinalen mod RB Salzburg oplyser Bayerns cheftræner, Julian Nagelsmann, at Manuel Neuer nu er blevet klar til kampen.
– Manuel Neuer er i stand til at spille, hvis der ikke sker noget i aften (mandag, red.). Det ser vi alle frem til. Alle ved, hvor vigtig han er for os.

I Neuers fravær har andenmålmanden Sven Ulreich stået mellem stængerne for den tyske storklub. Ifølge Julian Nagelsmann udviser han forståelse for, at Neuer nu overtager pladsen igen.
– Ulreich har gjort det godt, men han forstår, at vi nu laver ændringen, sagde Nagelsmann.
Kampen mellem Bayern München og RB Salzburg fløjtes i gang tirsdag klokken 21. Det første opgør endte 1-1.