
FC Barcelonas præsident tilbyder hjælp til ukrainere: Lad os stoppe krigen!
En video med FC Barcelonas præsident, Joan Laporta, er blevet lagt ud på klubbens hjemmeside, hvori han sætter ord på situationen i Ukraine.

“I FC Barcelonas navn, vil jeg vise vores støtte og solidaritet med det ukrainske folk”. Således åbner Joan Laporta i en video, der er blevet lagt ud på FC Barcelonas hjemmeside fredag.
Ruslands invasion af Ukraine fortsætter, og det samme gør de offentlige støtteerklæringer til Ukraines indbyggere.

FC Barcelonas præsident, Joan Laporta, udtaler sig nu offentligt om den situation, der lige nu udspiller sig i Ukraine. Her gør han det klart, at FC Barcelona ønsker at hjælpe det ukrainske folk og understreger samtidig, at krigen er frygtelig og uretfærdig.
– Hver gang vi har haft muligheden for at besøge Ukraine, har vi mærket kærligheden fra de mange Barca-fans i landet. Vi har også Ukrainske atleter og tidligere atleter i vores klub, der har bidraget til en større og rigere historie i FC Barcelona, siger Barca-præsidenten og fortsætter:
– For alle dem, og for alle de folk, der lider under denne frygtelige og uretfærdige krig, skal I vide, at vi er med jer og vil hjælpe jer ved at støtte de ukrainere, som kommer her for at søge tilflugt i vores land.

Joan Laporta runder videoen af med en besked til alle ukrainere:
– FC Barcelona står med jer. Lad os stoppe krigen!