Fyret i SønderjyskE: Har fundet ny klub
Michael Boris blev fyret i SønderjyskE tilbage i november, og karrieren fortsætter nu i Ungarn.
Den tyske træner Michael Boris blev fyret i SønderjyskE tilbage i november, efter et efterår med utilfredstillende resultater, kulminerende med en lussing på 0-6 til Silkeborg IF.
Michael Boris har siden fyringen stået uden job, men det er der nu blevet lavet om på.
Onsdag er han således blevet præsenteret som ny cheftræner i den ungarske klub Fehervar FC. Det bekræfter klubben på sin hjemmeside.
I forbindelse med det nye cheftræner-job udtaler Michael Boris:
– Jeg er virkelig glad for at være cheftræner for en klub med sådan en lang historie.
– Vi snakkede en del frem og tilbage inden vi indgik aftalen, men det var ikke en svær beslutning, da vi taler om en klub der har været succesfuld både nationalt og international de senere år, siger Michael Boris til klubbens hjemmeside.
Kontrakten mellem Michael Boris og Fehervar FC løber i første omgang til sommer.