Dansker inden Champions League-opgør: Jeg vil videre til sommer
Danske Rasmus Nissen Kristensen fra Red Bull Salzburg håber på at kunne tage næste skridt i karrieren til sommer.
Rasmus Nissen Kristensens selvtillid fejler intet, og den nuværende Red Bull Salzburg-spiller føler sig nu klar til at tage næste skridt i karrieren. Det fortæller han til TV3 Sport.
– Uden sammenligning har det nok været min bedste sæson som professionel fodboldspiller, også ifølge statistikkerne, siger han til TV3 Sport.
Helt konkret håber den danske back, at han kommer til at finde sig en ny klub til sommer.
– Til sommer har jeg spillet min tredje sæson færdig her, og det er mere det, der gør, at nu vil jeg gerne prøve noget nyt og prøve at komme op på en endnu højere hylde og teste mig selv af, siger han.
– Og jeg tror i princippet også, at det er klubbens plan, at jeg skal skydes af på et tidspunkt.
Den tidligere FCM-back skal onsdag aften på en svær opgave, når han sammen med resten af Red Bull Salzburg møder de tyske giganter Bayern München i Champions League.
Rasmus Nissen Kristensens kontrakt med Red Bull Salzburg løber frem til sommeren 2025.
Du kan se interviewet i klippet øverst i artiklen.