FCM-keeper vendte tilbage fra pension: Bo spurgte om jeg ville vinde et mesterskab
FC Midtjyllands cheftræner, Bo Henriksen, har tilsyneladende styr på, hvordan han skal lokke spillere til klubben. I hvert fald formåede han at lokke David Ousted ud af tilværelsen som pensioneret målmand.
David Ousted var egentlig gået på pension, efter at have spillet de sidste to år af sin karriere i svenske Hammarby.
Pensionisttilværelsen nåede dog ikke engang at vare en måned, inden den 37-årige keeper trak målmandshandskerne på igen.
– Bo (Henriksen, red.) ringede og spurgte, om jeg kunne tænke mig at være med til at vinde et mesterskab. Det var svært at sige nej til, selvom jeg var gået på pension, siger David Ousted til campo.dk og fortsætter:
– Når der stadig er nogle ambitioner i en, så er det svært at sige nej.
LÆS OGSÅ: 👇🏼👇🏼
Eftertragtet landsholdsspiller: Hvis FCM vil have dig, må du gøre noget rigtigt
Aftalen mellem David Ousted og FC Midtjylland løber frem til sommer, og FCM-keeperen er i høj grad blevet hentet til klubben for at hjælpe til. Han er der dog også for at konkurrere om at blive førstevalg i målet.
– Jeg har sagt til Bo, at jeg er her for at hjælpe. Jeg er her når han skal bruge mig, jeg er her til det han skal bruge mig til, jeg er her til at støtte op om Elias Olafsson og Jared Thompson – men også for at konkurrere. Det er altid sundt med konkurrence, siger han.
Artiklen fortsætter under reklamen.
Selvom David Ousted lod sig overtale til at skifte tilværelsen som pensioneret målmand ud med en tjans som keeper hos Superligaens aktuelle førerhold, har han ikke tænkt sig at lade pensionisttilværelsen vente alt for længe.
LÆS OGSÅ: 👇🏼👇🏼
Sisto-drøn i sidste FCM-testkamp
Til spørgsmålet om, hvorvidt han med sikkerhed kan sige at han atter går på pension til sommer, lyder svaret:
– Ja, det kan jeg med rimelig stor sikkerhed.
David Ousted har tidligere i karrieren spillet for Randers FC, SønderjyskE og Brøndby, og han var også et smut tværs over Atlanten, hvor han spillede for blandt andet D.C. United og Chicago Fire i MLS.