
Officielt: Vejle henter tidligere Bundesliga-spiller
Vejle Boldklub har haft Miiko Albornoz til prøvetræning i de seneste uger, og nu har vejlenserne sikret sig en underskrift fra den tidligere bundesligaspiller.

Vejle Boldklub har landet sig en ny spiller efter transfervinduets lukning. Venstrebacken Miiko Albornoz har skrevet under på en kontrakt, der strækker sig til sommer. Det skriver Vejle på sin hjemmeside.
Svensk-chileneren har over 80 bundesligakampe hos Hannover 96, og derfor er det en særdeles erfaren herre, der rykker ind i Nørreskoven.
I de seneste dage har backen trænet med i Vejle, og han er senest rejst med til træningslejren i Belek. Sportschef Marius Adrian Nicolae er yderst tilfreds med endnu en skandinavisk signing.
– Miiko Albornoz har vist sig godt frem i de seneste dage […] Da vi inviterede Miiko til Belek, var det med hensigt om at lande en kort, permanent kontrakt, og det er vi nået i mål med. Miikos fodbold-CV indikerer kvalitet, og den indikation har vi fået bekræftet, udtaler Marius Adrian Nicolae.
LÆS OGSÅ: 👇👇
Vejle før skæbneforår – vælger ny anfører
Albornoz er født i Sverige og har også spillet ungdomslandskampe for svenskerne, men i 2014 valgte spilleren med de chilenske aner, at repræsentere Chiles landshold.
Senest har venstrebacken tørnet ud for Colo Colo i Chile.