Louka Prip om AaB-målsætning: Måske i top-3
AaB hentede i sommer Louka Prip i AC Horsens, og den 24-årige sjællænder har fået en god start i klubben, og han er ikke bleg for at sætte målsætningen højt for forårssæsonen.
Louka Prip har spillet i alt 20 kampe for AaB, siden han i sommer skiftede til nordjyderne fra nedrykkede AC Horsens.
De første 20 kampe i klubben har budt på imponerende ni scoringer af kantspilleren, og blandt andet takket være Prips mål ligger AaB ved vinterpausen på Superligaens fjerdeplads. Dermed lugter det også af en top-6-placering, når grundspillet er slut, men Prip tør godt håbe på endnu mere.
– Vi har haft et godt efterår, hvor vi er begyndt at finde hinanden godt, få noget rigtig godt spil, score en masse mål, og det er jeg sikker på, vi bare skal arbejde videre på, så skal vi også nok komme med – måske endda i top-3, men det må vi se på, vi går efter at komme så højt i tabellen som muligt, siger Louka Prip til AaB-TV.
Læs også: Officielt: AaB henter Lars Friis til sommer
Prip er opvokset på den københavnske Vestegn, hvor han blandt andet har repræsenteret Hvidovre og Brøndby på ungdomsniveau.
Læs også: Thomas Thomasberg om AaB’s nye cheftræner: Rigtig fint valg
Denne januar har han dog taget hul på sit fjerde år som fodboldspiller i Jylland, og han er faldet godt til i den nordjyske klub.
– Alle er så søde og rare. Nu er jeg jo sjællænder og har også været i Horsens og er nu i Nordjylland. Folk siger jo altid, at nordjyder er så søde og rare, og det kan jeg kun sige er rigtigt – de har taget super godt imod mig, og det er bare dejligt at være i en trup, hvor alle kan med hinanden, lyder det fra Prip.
Louka Prip scorede i 82 AC Horsens kampe 15 mål, så den venstrebenede offensivspiller har med ni mål i 20 kampe for AaB nærmest fra start fundet målformen i den nordjyske klub.