Sportschef spår stor fremtid for Skipper: Allerede tæt på startopstillingen
Anton Skipper spillede ikke nogen stor rolle i Brøndby, men den unge dansker kan ifølge sin nye sportschef allerede kæmpe med om startpladserne i Norge.
Anton Skipper blev mandag aften præsenteret som ny Sarpsborg-spiller, og forlader Brøndby efter to år på vestegnen.
Sarpsborgs sportschef Thomas Berntsen er meget begejstret for sit nyindkøb og spår den unge dansker en stor fremtid.
– Skipper er en høj, solid midtstopper, der har spillet U21-landshold i Danmark og ofte er med i samtalen om U21-landsholdet. Vi tror på, at et miljøskifte vil sørge for, at han kan gøre større fremskridt hos os, siger sportschef Thomas Berntsen og fortsætter.
– Vi regner med, at Skipper med det samme går ind omkring startopstillingen. Han har både været involveret i Champions League-kvalifikationen og Superligaen hos et meget stærkt Brøndby-hold. Konkurrencen i Brøndby er god, men vi tror på, at et miljøskifte vil hjælpe ham til at blive endnu bedre, siger Berntsen til Sarpsborgs hjemmeside.
Skipper har skrevet under på en treårigkontrakt i Sarpsborg. Brøndby har i forbindelse med salget sikret sig en videresalgsklausul, der vil sikre vestegnsklubben en del af pengene, hvis stopperen bliver solgt videre fra Sarpsborg. Læs mere om det her.