Randers FC tester midtstopper med fortid i Juve
Randers FC bekræfter mandag, at man har den tidligere Juventus-spiller Matthias Andersson til prøvetræning i klubben.
Randers FC solgte tilbage i december anfører og forsvarsgeneral Erik Marxen, der i stedet drog til FC Nordsjælland.
Nu jagter Superligaens aktuelle femteplads en erstatning, og det kan meget vel ende med at blive den svenske forsvarsspiller Mattias Andersson, der i denne uge træner med i Randers FC.
Randers bekræfter mandag på sin hjemmeside, at den 23-årige forsvarsspiller i denne uge skal vise sig frem med henblik på en eventuel aftale.
– Mattias er i den kabale, hvor vi skal have fundet en erstatning for Erik. Det er meningen, at han skal være her i den her uge, og så tager vi en beslutning, lyder det fra sportslig og kommerciel direktør Søren Pedersen.
– Det er jo en spiller som tidligere i sin karriere har været på nogle store adresser. Mattias er selvfølgelig et stort talent, men har også haft nogle skadesmæssige udfordringer. Vi er nysgerrige på ham, men også grundige i forhold til at se ham an inden, at vi går videre.
Matias Andersson har tidligere været i den italienske storklub Juventus, hvor han skiftede til fra Malmö FF tilbage i sommeren 2016. Det blev dog aldrig til det store gennembrud, og Mattias Andersson fik aldrig chancen på førsteholdet.
Læs også: Randers FC henter gammel kending – skal øge konkurrencen
Mattias Andersson har kontraktudløb med sin nuværende klub, FC Sion, til sommer.