Kjær fejer al tvivl af bordet: Selvfølgelig skal jeg være klar til VM
Simon Kjær blev fredag kåret til årets mandlige fodboldspiller for 2021, selvom han sluttede året på en endog meget kedelig note, da han 1. december rev korsbåndet over i sit ene knæ. Den skade får dog ikke lov til at få indflydelse på det forestående VM, hvis det står til Kjær selv.
Simon Kjær føjer næppe flere kampe til sin i forvejen flotte landsholdsstatistik på denne side af sommerferien.
Med en korsbåndsskade fra den 1. december går landsholdsanføreren efter alt at dømme ind til den nye sæson med de nuværende 119 landskampe på cv’et.
Læs også: Kjær om prisen som årets spiller: Kan ikke tages fra mig
Danmark har ellers to venskabskampe mod Holland og Serbien i marts samt fire Nations League kampe mod Frankrig, Østrig, Kroatien og Østrig igen i juni, men årets absolutte højdepunkt set med landsholdsbriller kommer til november, hvor VM i Qatar venter, og her SKAL Kjær være ovenpå igen.
– Selvfølgelig skal jeg være klar til VM. Det er soleklart for mig. Det er slet ikke et spørgsmålstegn.
– Men jeg har også en klub, som jeg skal være klar for hurtigst muligt, hvor jeg samtidig bruger hovedet. For tingene tager den tid, de tager, med den her skade. Så jeg skal også have tålmodighed, og det bliver måske min største udfordring med den her skade. At jeg en gang imellem lige skal trække i håndbremsen, fordi der er nogle ting, der skal have lov til at hele, siger Simon Kjær til DBU.
Simon Kjær har efter en karriere i tysk , fransk, tyrkisk og spansk fodbold fundet sig godt til rette hos AC Milan, hvor han så sent som i oktober forlængede sin kontrakt.
– Jeg ved, at jeg lever mit liv på bedst mulig måde, for at jeg skal have succes på en fodboldbane. Og jeg kan være den bedst mulige far og mand, når jeg tager hjem. Det gør også, at jeg har de bedste betingelser for at spille god fodbold. Og så kan jeg godt finde ud af at spille fodbold, lyder det med et smil fra Simon Kjær.
Selvom han kun spillede fire minutters fodbold i årets sidste måned, blev 2021 alligevel et skelsættende år for Simon Kjær, der fredag aften blev hyldet som Danmarks bedste mandlige fodboldspiller i 2021.