OB-cheftræner: Alle har et forhold til Lars Høgh
I løbet af ugen døde Lars Høgh, og den legendariske OB-målmand har efterladt et stort indtryk i klubben . Det beskriver klubbens nuværende cheftræner, Andreas Alm.

Hvis nogen skulle have været i tvivl om, hvorvidt Lars Høgh har efterladt et enormt indtryk i dansk fodbold, så må bevidstheden om den fynske målmands indvirkning og eftermæle nu være hamret ind i granit.
Også internationale medier har hyldet den danske målmand, der opnåede 817 førsteholdskampe for OB.
Og netop i OB er indtrykket naturligvis større – også så stort, at selv personer der aldrig har mødt Lars Høgh, kan mærke hans status i klubben og dens historie.
– Jeg har fra første dag, jeg kom i klubben mærket, at når der blev talt om klubbens legender, så kom Lars Høgh altid op først. Jeg har et mindre forhold til Høgh end alle andre, for der ingen her i OB i dag, der ikke har et forhold til ham, siger Andreas Alm til fyens.dk.
– Når man er cheftræner i OB, vil man altid have en relation til Lars Høgh. Sådan er det også for mig, selv om vi aldrig har mødtes.
Andreas Alm og OB skal søndag aften møde Randers i den første hjemmekamp siden Lars Høgh gik bort.














