Barca vil samarbejde med politiet i sag mod tidligere akademichef
Barca-præsident Joan Laporta oplyser, at Barcelona vil samarbejde med politiet i sagen mod tidligere akademichef, der står overfor anklager om seksuelt misbrug.

Fredag blev Albert Benaiges anklaget af 60 tidligere elever for at have seksuelt misbrugt flere af dem igennem en længere periode. Benaiges har i en tyve årige periode været akademichef på La Masia og har fået kredit for at have opdaget Andres Iniesta.
Benaiges forlod sit job i Barcelona i sidste uge. Lørdag kommenterede Xavi på sagen, og nu har klubbens præsident Joan Laporta i et længere videointerview kommenteret sagen.
– Barcelona støtter de mulige ofre for de forfærdelige anklager, der er blevet fremlagt. Vi arbejder sammen med politiet med fuldstændig gennemsigtighed for at undersøge, om der har været nogen situationer i vores klub. Vi vil altid beskytte og forsvare mindreårige og deres familier, siger Laporta og fortsætter.
– Barca står bag dem der lider på grund af vold og uretfærdighed. Vi vil ikke tie sagen ihjel. Hvis der er en sag i vores klub, vil vi behandle den med fuld gennemsigtighed, mens vi som altid støtter ofrene og deres familier, slutter Laporta i et videointerview på klubbens hjemmeside.
Albert Benaiges afviser selv anklagerne overfor den catalanske avis ARA.
Læs også: Tidligere Barca-akademichef anklaget for seksuelt misbrug













