Europæisk Fodbold

UDLANDSPROFFERNE Uge 48: Svenske mestre, belgisk pokalexit og danskerduel i Holland

På campo.dk giver vi dig hver mandag formiddag et overblik over, hvordan den seneste uge er gået for de danske spillere, der tjener deres løn udenfor landets grænser. Mål, debut og udvisninger - stort og småt.

Danske målscorere i udlandet
Foto: Ritzau/Scanpix

I Danmark har vi over 300 professionelle fodboldspillere, der til dagligt spiller fodbold i mere end 30 forskellige lande.

Vi vil på campo.dk ugentligt give et overblik over nogle af de danskere, man ikke nødvendigvis hører om hver eller hver anden dag. Vi udvælger nogle af de spillere, der har gjort sig bemærket for enten noget godt, noget skidt, eller noget midt imellem.

Foto: Andreas Hillergren/TT/Ritzau Scanpix

Malmö FF
For anden sæson i træk kunne Malmö FF lørdag lade sig kåre som svenske mestre – endda på mindst mulig margin. Jon Dahl Tomasson, Anders ‘AC’ Christiansen, Lasse Nielsen, Søren Rieks og Jonas Knudsen var ellers i problemer i Allsvenskans sidste runde hjemme mod Halmstad, hvor de på ukarakteristisk vis ikke formåede at finde vej til netmaskerne. Alligevel blev det i sidste ende netop skåningernes evne til at score mange mål, der sendte mesterskabet til Sydsverige. For selvom AIK Stockholm som eneste titeludfordrer slog Sirius med 4-2, så kunne de ikke indhente den målscorer, der inden sidste spillerunde lød på plus 28 mål i Malmö og plus 18 mål i Stockholm. Malmö sad tungt på hjemmekampen mod Halmstad, men da de ikke formåede at score på de mange chancer, var stemningen elektrisk på Eleda Stadion, da en enkelt Halmstad-scoring ville sende trofæet til hovedstaden. Derfor ville tilskuerne selvsagt også gerne have kampen fløjtet af, men først efter næsten syv minutters overtid, fløjtede dommeren Allsvenskan-sæsonen 2021 af, og så fik de lykkelige tilskuerne ellers lov at invadere banen med flag, romerlys og konfetti.

Foto: AC Monza

Christian Gytkjær – AC Monza
Christian Gytkjær har ikke fået mange spilleminutter for AC Monza det seneste stykke tid, hvor den danske angriber er startet på bænken i de sidste seks opgør for italienerne, men forhåbentlig er der nye tider på vej. I hvert fald blev det i den forgangne uge til en scoring i Monzas kamp mod Brescia, og dermed er den tidligere landsholdsangriber inde i en mini-målstime på to mål i to kampe. Søndag fik Gytkjær da også lov at starte inde for Monza i kampen mod Brescia, og han takkede allerede fem minutter før pausen for tilliden ved at sende udeholdet foran. Brescia kunne med en sejr spille sig tilbage på førstepladsen i Serie B, men efter 55 minutters spil var det i stedet Monza, der gjorde det til 0-2, inden den danske angriber fik et velfortjent hvil. Flere mål blev det ikke til i kampen, og dermed blev det AC Monza, der tager et vigtigt skridt mod toppen af Serie B, hvor de to øverste pladser giver direkte oprykning. Monza er lige nu at finde på rækkens femteplads med fire point op til Pisa på førstepladsen. Christian Gytkjær har med undtagelse af én kamp fået spilletid i alle AC Monzas kampe i Serie B i denne sæson, men den 31-årige dansker har foruden et mål i sæsonens anden kamp kun scoret de to mål, som altså er faldet i de seneste to kampe.

Foto: KVC Westerlo

Christoffer Remmer – KVC Westerlo
Hverken KVC Westerlo eller Oud-Heverlee Leuven fik en særlig pæn start på ottendedelsfinalen i Beker van Belgie onsdag aften. Både hjemmeholdets Kouya Mabea og udeholdets Xavier Mercier blev efter bare 17 minutters spil vist ud, da de ikke kunne holde pandebraskerne fra hinanden. Situationen lod dog ikke til at påvirke Christopher Remmer, der efter en længere skadespause fik sin første kamp fra start i denne sæson, og efter 22 minutters spil fejrede han det med sæsonens første scoring. syv-otte meter udenfor feltet tog den tidligere F.C. København-spiller chancen og trykkede til læderet, der overrumplede Leuven-målmanden, og så stod der 1-0 til holdet fra den næstbedste række. Desværre for Remmer og Westerlo, der ellers også kom foran 2-1 i anden halvleg, viste Leuven til allersidst i kampen, hvorfor det er dem, der spiller i den bedste række. Ét minut før tid fik Leuven udlignet til 2-2, og bedst som folk havde indstillet sig på ekstra spilletid, gjorde de det også til 2-3 – tre minutter inde i overtiden. Dermed blev ottendedelsfinalen endestationen for Westerlo i den belgiske pokalturnering i denne sæson, og de kan nu i stedet koncentrere sig om at holde fast i den førsteplads i ligaen, der giver direkte oprykning efter sæsonen. Det ser dog ganske fint ud i øjeblikket, da Westerlo lige nu har hele 13 point ned til Waasland-Beveren på rækkens andenplads.

Foto: Vitesse

Nikolai Baden Frederiksen Vitesse
Nikolai Baden Frederiksen har siden skiftet til hollandske Vitesse denne sommer spillet stort set samtlige kampe for Æresdivisions-klubben. Den tidligere FC Nordsjælland og Juventus-spiller havde inden kampen imod Cambuur lørdag spillet 13 kampe for Vitesse og scoret fire mål. Baden startede dog for tredje kamp i træk på bænken for det hollandske mandskab, der i kampen mod Cambuur var i hopla. Inden Nikolai Baden kom på banen i det 59. minut, var Vitesse allerede foran med 1-4, men det forhindrede ikke danskeren i at være med i målshowet. Efter 79 minutter kom angriberen på scoringstavlen for første gang siden den 7. november, da han gjorde det til slutresultatet 6-1. Æren for scoringen tilfalder dog i lige så høj grad belgiske Lois Poenda, der alene med Cambuurs målmand uselvisk spillede bolden på tværs til en fremadstormende dansker, der ingen problemer havde med at ekspedere bolden det sidste stykke ind over stregen. Nikolai Baden er dermed oppe fem scoringer i 14 kampe, mens sejren betyder, at Vitesse går forbi netop Cambuur i Æresdivisionen, hvor danskerklubben nu indtager en femteplads.

Foto: RKC Waalwijk

Jens Odgaard – RKC Waalwijk
Efter fire kampe uden sejr kom RKC Waalwijk søndag tilbage på vindersporet, da de havde besøg af NEC Nijmegen. Waalwijk-spillerne stod undervejs i kampen overfor intet mindre end en tre danske Nijmegen-spillere i form af Lasse Schöne, Magnus Mattsson og indskiftede Mikkel Duelund, men så er det heldigt, at Waalwijk også selv har en dansker. Det blev nemlig Waalwijk-danskeren, Jens Odgaard, der åbnede scoringen for hjemmeholdet, da han efter en lille halv time udlignede til 1-1. Hårdt presset af en modstander fra hver side blev Jens Odgaard den store, og fra en meget spids vinkel kunne han via stolpen sende bolden i kassen på det mennesketomme stadion i Waalwijk. Det blev indskiftede Roy Kuijpers, der i de hollandske medier stjal overskrifterne. Den 21-årige hollænder skiftede i torsdags FC Den Bosch ud med RKC Waalwijk, og i fire minutters overtid blev Nijmegen-forsvaret fanget i en omstilling, hvor Kuijpers blev spillet helt alene med et tomt mål, og derfor blev det altså til tre point til Waalwijk, der med sejren kravler fem point fri af nedrykningsstregen. Jens Odgaard har spillet samtlige 15 ligakampe for Waalwijk i denne sæson, og i de seneste 13 kampe er han kun blevet udskiftet én gang. 22-årige Odgaard har allerede repræsenteret hele otte klubber i form af Hillerød, Lyngby, Inter, Sassuolo, Heerenveen, FC Lugano, Pescara og altså nu RKC Waalwijk. Han er i øjeblikket udlejet til den hollandske klub fra Sassuolo, men hans kontrakt udløber med både Waalwijk og Sassuolo denne sommer. Indtil videre har han scoret fire mål i denne sæsons Æresdivision.

Hvad skete der ellers?

  • For anden ligakamp i træk scorede Rasmus Nissen Kristensen for Red Bull Salzburg, der i modsætning til sidste weekend vandt 2-1 over TSV Hartberg.
  • I Sverige blev Jeppe Okkels matchvinder for IF Elfsborg, da han gjorde det til 2-3 i udekampen mod Örebro.
  • Målmanden Martin Hansen holdt søndag målet rent, da han og Hannover 96 havde besøg af Hamburger SV. Hannover vandt kampen med 1-0.
  • For tredje ligakamp i træk kom Anders Dreyer søndag på scoringslisten for Rubin Kazan, men scoringen kunne ikke ændre på, at de tabte 2-1 til FK Nizhny Novgorod.
  • Carlo Holse scorede sit syvende ligamål for Rosenborg, der søndag slog Stabæk 1-3. Rosenborg kan maksimalt blive firer i den norske Eliteserie denne sæson.
  • Bundesligaens næstyngste debutant nogensinde, danske Zidan Sertdemir, havde søndag taget turen ned på Bayer Leverkusens u19-mandskab, hvor han med to scoringer spillede en stor rolle i 7-0-sejren over Wuppertaler u19.
  • Den tidligere OB-målmand Oliver Christensen lod sig ikke passere, da han med Hertha Berlins andethold var med til at slå Germania Halberstadt med 3-0.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P