Kolding-træner ærger sig efter nederlag: Vi fik vendt tingene over til vores fordel
Kolding IF tabte lørdag med 5-1 til Vejle Boldklub, men ifølge deres cheftræner, Kristoffer Wichmann, så var måltavlen ikke retvisende.
Lørdag aften tabte 2. divisionsholdet Kolding IF med 5-1 til superligamandskabet Vejle Boldklub i den første af to kvartfinalekampe i Sydbank Pokalen mellem de to lokale klubber.
Læs også: Storebror viste klasseforskel i lokalbrag mellem Vejle og Kolding
Selvom Vejle endte med at være det hold, som havde scoret flest mål, da dommerens slutfløjt lød, så mener Kolding IF’s cheftræner, Kristoffer Wichmann, at de mange Kolding-chancer i starten af kampen kunne have ændret udfaldet.
– Der er ingen tvivl om, at det ville have været en anden kamp, hvis vi havde scoret på vores chancer i starten. For det første var Vejle kommet bagud måske et eller to nul. Så havde der været en helt anden atmosfære på stadion, og Vejles træner havde været mere utilfreds. Det ville have givet dem et helt andet pres.
– Men det er jo hypoteser, for tavlen siger noget helt andet, og det er egentlig det som er det groteske ved det. Vi møder et superligahold, og så er deres bedste spiller, deres målmand, siger Kristoffer Wichmann til campo.dk.
Netop Koldings spil var Wichmann stærkt tilfreds med efter kampen, da opgøret blev spillet på deres præmisser.
– Vores gameplan var egentlig meget fin. Vi fik gjort de ting, vi skulle, vi var mega farlige på standardsituationer og omstillinger, og vi fik vendt tingene over til vores fordel, indtil de følte sig mere trygge ved det, da der stod 4-1.
– Men frem til 3-1, der kunne jeg se, at der ikke var ro på gemytterne henne hos Vejle-bænken, siger Kolding IF-cheftræneren.
Læs også: Peter Sørensen efter pokalsejr: Vi er selvfølgelig glade og begejstret
Derudover var Kristoffer Wichmann heller ikke i tvivl om, at forskellen på modstand, de to klubber møder til hverdag, havde betydning for kampen.
– Nu har jeg været i gamet i mange år, og mange klubber har tidligere mødt superligahold, og så siger de, at de var meget godt med, men vandt ikke. Det er egentlig det, som er forskellen, at Vejle spiller på en meget højere hylde hver eneste dag mod andre hold, og det er der man ser forskellen.
– Det var ikke måske på den enkelte kamp, men måske det, at de er vant til at være i det game hele tiden. Man kan se, at effektiviteten er bare helt anderledes, og det var altafgørende, at vi ikke fik scoret på flere chancer.
Returopgøret i Sydbank Pokalens kvartfinale mellem Kolding IF og Vejle Boldklub spilles lørdag den 11. december, når 2.divisionsholdet denne gang har hjemmebanefordelen.