Ny Vejle-spiller ramt af alvorlig skade – ude resten af sæsonen
Den nytilkomne Vejle-spiller Ali Adnan har revet sit forreste korsbånd over i sit ene knæ til træning og er nu ude for resten af sæsonen.
Ali Adnan skiftede på en fri transfer til Vejle Boldklub tidligere på måneden. Nu er der så nedslående nyt om den 27-årige iraker, der har revet det forreste korsbånd over i venstre knæ. Dermed venter der venstrebacken en længere pause.
– Det er med stor ærgrelse, at Vejle Boldklub desværre må meddele, at Ali Adnan ikke kommer mere i kamp i denne sæson, efter irakeren har revet sit ene korsbånd over til onsdagens træning i VB Parken. Skaden opstod i en træningssituation, hvor Ali Adnan fik et vrid i knæet efter et retningsskifte. Der var ingen andre spillere involveret i hændelsen, skriver klubben på sin hjemmeside.
Ali Adnan blev efterfølgende tilset af specialister, der kunne konstatere at korsbåndet var røget. Dermed for irakeren den værst tænkelige start i klubben, da han kom til Vejle så sent som den 5. november og kun har nået at spille en halv time for superligabundholdet.
Vejle uden Ali Adnan møder hjemme FC Midtjylland mandag klokken 19. Kampen kan ses på TV3 Sport og Viaplay.
Læs også: Vejle-kaptajn om Randers og FCM: Har fine muligheder