SønderjyskE-cheftræner forlanger endnu mere: Vi skal spille med livet som indsats
Simon Poulsen har overtaget styringen i SønderjyskE, som konstitueret cheftræner efter fyringen af Michael Boris. Selvom han ikke fik den bedste start med nederlaget til Vejle senest, har han ikke mistet troen på sit hold. Tværtimod, så melder han om god moral og tro på tingene i truppen, som skal genfinde de klassiske dyder, så de kan vende skuden hurtigst muligt og sætte sejl i krigsskibet med dragelogoet.
SønderjyskE indtager en foreløbig 11. plads i 3F Superligaen med seks point op til rækkens nummer 10 fra FC Nordsjælland og ét point ned til rækkens nummer chok – de rødklædte vejlegensere, der for lidt over en uge siden vandt den drabelige kamp mod SønderjyskE med 3-1.
Runden før den var det Silkeborg, der på Sydbank Park slog SønderjyskE med tenniscifrene 6-0, så der har været noget reparationsarbejde på bedding for klubben, der efter nederlaget mod SIF sendte Michael Boris på porten.
Men de kampe er nu bearbejdet ifølge Simon Poulsen, der glæder sig over den nuværende landsholdspause, der har givet yderligere ro på bagsmækken, givet tid til fordybning og plads til lægge et stenhårdt arbejde for dagen med henblik på at komme tilbage med det stærkest mulige udtryk.
Sådan lyder det blandt andet fra den rolige cheftræner, da campo.dk møder ham efter mandagens træningspas på træningsanlægget på Stadionvej 7 i Haderslev.
Du har for nyligt udtalt, at klubben gerne skal finde de gamle dyder frem. Men hvordan skal det formaliseres, når i spiller på banen?
– Det er ikke fordi, at vi ikke har arbejdet hårdt nok på det seneste, men vi skal tilbage til den oprindelige forståelse af hvem SønderjyskE egentlig er. Derfor har vi haft mere fokus på selve duelspillet. Det at arbejde hårdt, være der for hinanden, skabe en kompakthed i holdet og forsvare med livet som indsats. Den skal vi have frem igen, lyder det fra den nuværende cheftræner i Sønderjyske, Simon Poulsen, der er blevet konstitueret som styrmand for de lyseblå efter fyringen af Michael Boris til campo.dk.
Men folk er sgu fortsat sultne og tror på det, og det er ikke noget jeg bare siger, men som jeg kan mærke, når jeg er sammen med spillerne
Simon Poulsen om SønderjyskE’s moral og indstilling
Men det er noget, der kommer indefra hos spillerne, og som man ikke kan forløse ved blot at foretage taktiske ændringer eller lave startformationen om til en mere konservativ udgave, hvor der er mere fokus på de defensive pligter og den tætte organisation.
– Vi arbejder på nogle forskellige formationer, men aldrig rigtig en klassisk 4-4-2 eller lignende. Jeg vil som sådan ikke tale for meget om talkombinationer. Det vigtigste er, i min optik, at vi finder den vilje frem til at ville vinde – ikke bare selve opgøret til sidst, men også duellerne og de små kampe i kampen undervejs. Hver eneste duel er vigtig og derfor har vi netop fokuseret træningspassene endnu mere på det intense duelspil, bedyrer han.
Læs også: Fanfavoritten Gartenmann øjner kontraktudløb: Jeg får nok ikke lov til at vælge og vrage
Ifølge den tidligere landsholdsspiller, Simon Poulsen handler det derfor først og fremmest om, at få kollektivet til at hænge ordentligt sammen, banke fem procent ekstra kriger-DNA ind i spillerne, som giver dem det ekstra i nærkampene og virkelig kigge indad i truppen. Når de parametre er på plads, vil taktiske indspark kunne komme på tale, fastslår den konstituerede cheftræner.
– Vi skal have endnu bedre kommunikation på banen, vi skal have styrket de forskellige relationer og generelt bare arbejde hårdere. Men glæden ved at spille fodbold er også vigtig, bestemt, supplerer sønderjyden med.
Ingen ko på isen – holdmoralen er intakt
For står det til den tidligere back- og kantspiller med fortid i blandt andet FC Midtjylland, AZ Alkmaar og ikke mindst SønderjyskE af to omgange, er holdets moral, holdånd og indstilling ingenlunde problemet for tiden. Det handler nærmere om, at kæmpe for logoet i kampsammenhæng, hvor det har haltet på det seneste med at få gode resultater.
– Jeg er slet ikke i tvivl om, at alle spillere rigtig gerne vil gøre deres bedste for klubben, vinde kampe og gøre det godt individuelt. Så jeg ser absolut ingen problemer i den indstilling, der bliver lagt for dagen fra spillerne. Til træningerne ser jeg en masse gode investeringer fra de enkelte spillere. Det handler bare om, at få det maksimale frem i dem til superligakampene, understreger SønderjyskE’s midlertidige leder overfor campo.dk og tilføjer:
– Men folk er sgu fortsat sultne og tror på det, og det er ikke noget jeg bare siger, men som jeg reelt kan mærke, når jeg er sammen med spillerne.
Ifølge den vikarierende cheftræner, er det klart en del af klubbens DNA, at kæmpe krigerisk for at få samlet point til den hårdt ramte sydlige pointbank. Men han erkender også, at selvom der er danske kulturinstitutioner og ledere i klubben – i form af blandt andre Marc Dal Hende og Mads Albæk – vil det altid være en større træneropgave, at indkøre de nye unge og udenlandske spillere i truppen.
– Det er det, selvfølgelig (en del af deres DNA, red.). Men man må ikke glemme, at der gennem årene bliver skiftet nye spillere ind i truppen, og her er det så vores opgave – blandt de mere rutinerede i staben, at få dem implementeret ordentligt. Det gælder også særligt de unge nye spillere, der kommer til.
Drønvigtige spillerunder i sigte
SønderjyskE møder AaB hjemme, Viborg ude og så er der et dobbeltopgør mod NordicBet-ligaens indtil videre store overraskelse fra Hvidovre IF. Det er alle sammen gode modstandere, hvis man spørger den 37-årige sønderjyde ved roret, som ikke vil komme med et kig ind i krystalkuglen på de kommende kampe – resultatmæssigt.
– Det kan man ikke spå om. Det bliver det lidt kedelige klichefyldte svar med, at vi tager én kamp ad gangen. Det vi har aftalt og har snakket om, er, at vi skal have fokus fuldt ud på os selv og at finde ind til egne kvaliteter. Når vi nærmer os næste kamp (hjemme mod AaB, red.), flytter vi fokus hen på modstanderen i forhold til, hvordan vi kan gøre ondt på dem. Lige nu handler det virkelig kun om AaB, pointerer han til campo.dk.
I særligt pokalturneringen har det set godt ud med to finaler i træk – både i 19/20- og 20/21-sæsonen. Er det forventningen at gå hele vejen til sidste runde og lave et hattrick, eller hvad vil i stille jer tilfredse med?
– Hvis vi snakker pokalturneringen isoleret set, er det jo klart, at vi gerne vil komme længst muligt. Men alle de hold, der er tilbage skal vi have respekt for. Vores kommende modstander (fra Hvidovre IF, red.) har gjort det rigtig godt i 1. division og pokalregi, fortæller han og forklarer videre om SønderjyskE’s fokus for tiden:
– Men skal jeg være ærlig, ’sådan helt ærlig?’. Så er der overhovedet intet fokus på den pokalturnering nu, som i overhovedet ikke. Lige nu er AaB den vigtigste kamp, så det er kun det opgør vi ser frem imod. Vi har noget at revanchere efter nederlaget i Vejle (3-1 resultatet fra forrige weekend i Superligaen, red.), som ikke var en særlig god kamp set fra vores side.
– Derfor bruger vi nu den lidt længere landsholdspause til at gøre os klar med nogle nye ting til AaB-kampen, hvor jeg håber udtrykket og værdierne kan komme ordentligt i spil.
Den joviale sønderjyde vil dog ikke komme nærmere ind på, om hvorvidt det er en fordel, at SønderjyskE møder NordicBet-holdet Hvidovre IK over to kampe, da han bliver stillet over for scenariet.
Til gengæld var han klar i mælet, da vi spurgte ham, om han var indstillet på, at klubben skubbede ham tilbage på assistenttrænerposten om små to måneder, når Esben Hansen efter alt at dømme har rekrutteret en ny headcoach – uanset hvordan det måtte gå fra nu af for den vikarierende boss.
– Helt fint. Jeg føler mig ikke klar til en rolle som cheftræner fremadrettet, som tingene er lige nu. Men jeg befinder jeg mig godt og føler, at jeg har spillernes opbakning. Men det er dog kun for en kort periode, at jeg har dette ansvar (som cheftræner, red.). Det står der også i min kontrakt, at jeg skal tilbage til assistentrollen, så det vil jeg have det godt med.
– Det bliver sindssygt godt med ham i SønderjyskE
Inden tiden blev alt for fremskreden og kaldte på frokost i kantinen, så nåede Simon Poulsen at sætte nogle ord på sine tanker om den nye sportsdirektør, der tiltræder i næste måned, nemlig Esben Hansen. En venligsindet nykøbingenser med fortid i OB og Randers FC, der også var at finde i forbindelse med træningspasset – på en kigger – mandag formiddag.
– Rigtig spændende ansættelse. Jeg har haft en del snakke med ham nu her, og jeg ser meget frem til at samarbejde med ham. Jeg kender ham mest som spiller, hvor han virkelig var en, der kunne forstå at arbejde hårdt. Derudover kan man mærke, at han er meget spilintelligent, mens han virker som en, der ved, hvad han vil. Jeg er sikker på, at det bliver sindssygt godt med ham i SønderjyskE, så det ser jeg frem til, afslutter den rolige midlertidige cheftræner fra SønderjyskE, Simon Poulsen, til campo.dk.
Simon Busk Poulsen er i dag 37 år og fungerer som midlertidig cheftræner for barndomsklubben SønderjyskE, hvor han siden 2019 har været assistenttræner. Startede og sluttede sin karriere i Haderslev-klubben, hvor han opnåede 75 kampe samlet set siden han blev professionel i 2002.
Han optrådte 63 gange for FC Midtjylland i 2005-2007 inden han drog på et hollandsk eventyr med op- og nedture. Her blev det til 1o3 kampe for AZ Alkmaar i to ombæringer, to kampe for PSV og en håndfuld reserveholdskampe for Jong PSV. Undervejs nåede sønderjyden et smut forbi Sampdoria i den italienske Serie A.
Den sønderborgfødte står desuden noteret for 31 A-landsholdskampe og 25 for diverse danske U-landshold gennem tiden.
Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Læs også: INDBLIK: Søren ‘Evigglad’ Frederiksen – Den vellidte frederikshavner med historisk god målnæse