Europæisk Fodbold

Mikkel Rygaard: Kan tage polsk løn med til ny klub

Endnu er Mikkel Rygaard ikke gået på jagt efter en ny klub, efter han onsdag brød sin kontrakt med polske LKS Lodz, men når det sker, har han et ikke ubetydeligt es i ærmet.

Foto: LKS Lodz

Det polske udlandseventyr sluttede onsdag for Mikkel Rygaard, der efter udeblevet løn i tre måneder valgte at ophæve sin kontrakt med LKS Lodz.

På grund af en særlig kompensation kan han skrive kontrakt og repræsentere en ny klub med det samme, men endnu har den 30-årige dansker ikke gjort noget for at finde en ny arbejdsgiver. Når engang han skal til forhandling med en ny klub, har han dog lidt af et es i ærmet.

– I og med jeg ikke har brudt min aftale eller gjort noget forkert, og det er klubben, der har misligholdt vores kontrakt, så har jeg stadig krav på fuld løn. Sådan er reglerne, og så kommer der jo nok til at køre et retssag, hvor de vil komme med deres side af sagen, men jeg har principielt ret til min fulde løn i 2,5 år, siger Rygaard til campo.dk og fortsætter:

– Hvis jeg finder en ny klub, som betaler mig 50 procent af det, jeg fik i Lodz, så skal LKS Lodz kompensere mig de resterende 50 procent for at opveje min kontrakt. Tjener jeg det samme eller mere end i Lodz, så slipper de for at betale mig, forklarer danskeren.

Læs også: Mikkel Rygaard havnede i kontraktkaos: Klubben ville af med mig

Hvor meget den venstrebenede dansker tjente i den polske klub, vil han selvsagt ikke fortælle, men da han i januar skrev kontrakt med klubben, kunne han overfor Tipsbladet fortælle, at hans nye kontrakt var bedre, end den han hidtil havde haft i FC Nordsjælland.

Derfor er det heller ikke helt uvæsentligt, at en ny klub eventuelt kunne få en del af kontrakten dækket af Rygaards nu tidligere arbejdsgiver.

– Sådan kan man sagtens se på. Det kunne da godt være, at en eventuel fremtidig klub ville synes, at det var interessant, at jeg havde den del med i pakken, lyder det fra Rygaard.

Endnu er der ikke styr på de store fremtidsplaner for Mikkel Rygaard og hans forlovede, men i første omgang vender de mod nord.

– Vi kommer hjem til Danmark, hvor vi begge har familier og venner, og jeg har også en agent i Danmark, som jeg jo nok skal tale en del med det næste stykke tid. Så vi kommer hjem, og så må vi se, hvad der sker derfra, lyder det fra Rygaard, der ikke endnu har tænkt store tanker om en eventuel ny klub.

– Det er svært at sige. Jeg føler mig helt fit og på toppen, så jeg er klar til det meste. Hvad jeg stiler efter, kan jeg ikke sige lige nu, for det kommer jo også an på, hvilken muligheder der opstår. Jeg har savnet Danmark, så en retur til Superligaen er slet ikke udelukket, slutter falstringen.

Rygaard nåede at repræseneter LKS Lodz 28 gange, hvor det blev til to mål – blandt andet i den seneste kamp lørdag, hvor han scorede holdets enlige mål i 1-1-kampen mod Gornik Polkowice.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P