OB skriver kontrakt med 18-årig topscorer
OB har skrevet en tre-årig kontrakt med klubbens U19-topscorer, Luca Kjerrumgaard, der rykkes permanent op i førsteholdstruppen til sommer næste år.
Luca Kjerrumgaard har med sit spil på OB’s U19-hold overbevist klubben, der har skrevet kontrakt med den 18-årige angriber. Kjerrumgaard har scoret 10 mål for U19-holdet, som han er topscorer for. Han rykkes fast op i førsteholdstruppen fra sommeren næste år, oplyser OB på sin hjemmeside.
Sportschef i OB, Michael Hemmingsen, er glad for kontrakten med ungdomsspilleren.
– Luca er en typisk 9’er med en fin statur og med gode afslutningsevner. Vi skriver kontrakt med ham, så han kan suge læring til sig ved at være omgivet af fuldtidsprofessionelle spillere. Det er et skridt op for ham, og det bliver godt for hans udvikling. Han har udviklet sig meget det sidste år, hvor han også har trænet en del med superligatruppen, så nu bliver det spændende at følge ham, når han bliver fuldtidsprofessionel, siger Hemmingsen.
Læs også: Sabbi vil gerne sælges – Drømmer om Premier League
Luca Kjerrumgaard er naturligvis også glad for kontrakten med OB og siger:
– Det er et stolt øjeblik for mig, og det er en drøm, der går i opfyldelse. Det er noget, jeg har drømt om, siden jeg var 5-6 år gammel. Det har altid været fodbold frem for alt andet, og så er det ekstra fedt, at det er i OB, jeg får chancen. Her har jeg har dannet nogle værdier, som hårdt arbejde og ihærdighed, og det falder godt i tråd med klubbens værdier.
Læs også: OB’s nye førstemålmand bringer minder om fortidens fynske helte