Dansk Fodbold

KOMMENTAR: Hvis man vil ændre verden…

… så møder man op! Nu er Danmark kvalificeret til VM i Qatar i 2022 ved tirsdag aften at besejre...

… så møder man op!

Nu er Danmark kvalificeret til VM i Qatar i 2022 ved tirsdag aften at besejre Østrig, og så kommer debatten helt sikkert igen. Skal Danmark spille VM i fodbold, eller gør vi klogest i at boykotte Verdensmesterskaberne? Weekendavisen, Danske Fodbold Fans og andre argumenterer for, at boykot af VM er den bedste måde at protestere mod FIFA’s beslutning om at placere VM i ørkenstaten Qatar, samt de horrible og forfærdelige forhold migrantarbejderne har arbejdet under i mere end 10 år.

For lad os slå det fast. Det er helt igennem frygteligt at høre om de over 6.500 migrantarbejdere, der er døde under arbejdet med at bygge VM-stadions, og det er forfærdeligt at være vidne til de forhold, som blandt andet Jan Jensen og Ekstra Bladet på imponerende vis har afdækket.

Jan Jensen udpensler meget godt i en explainer på dr.dk, hvor absurd beslutningen er fra FIFA’s side:

– Migrantarbejderne må gerne arbejde om sommeren, men der er det simpelthen for varmt for spillerne, så man har flyttet VM til november/december, siger Jan Jensen i DR’s indslag.

Den bedste måde at ændre noget på, er ved at deltage. Ved at påvirke andre. Ikke ved at blive væk.

Allan Hvid, chefredaktør campo.dk

De ting der er kommet frem, de forhold som er afdækket samt de mange facts, vi nu ved, må give fodboldorganisationer, forbund, unioner og politikere røde ører, som var det dem, der havde befundet sig midt i ørkensolens 45 grader i dagevis!

At VM afholdes i Qatar i november/december 2022 er en skamplet for international fodbold. Ligesom det var, da VM i håndbold, VM i svømning, VM i cykling og VM i atletik blev afholdt der, hvor der dog ikke var nær den samme opstandelse i det globale mediebillede. På alle måder en frygtelig affære.

Men med det konstateret, så mener jeg stadig, at Danmark skal deltage og vise verden, hvor fantastisk et fodboldhold, vi har.

Den bedste måde at ændre noget på, er ved at deltage. Ved at påvirke andre. Ikke ved at blive væk.

Sådan gør vi, hvis vores børn har problemer i klassen i folkeskolen, hvis der er vrøvl i fodboldklubben eller hvis der er jammerlige forhold på vores arbejdsplads. Vi møder op til forældremødet eller personalemødet. Vi tager snakken og ytrer os. Sådan ændrer vi på tingene i det her samfund. Det mener jeg også, vi skal gøre i Qatar.

Rigtig mange lande, der deltager ved VM i Qatar, har tidligere hærget og koloniseret store dele af verden, men er blevet klogere. Nu har vi andre og meget bedre værdier i vores samfund. Lad os møde op og påvirke verdenen omkring os, så medier, forbund, fans, landshold og spillere kan skubbe tingene i en rigtig retning, når nu situationen er, som den er.

Et af de mest ikoniske øjeblikke i sportens historie er ’Black Power’ billedet fra OL i 1968 i Mexico City, hvor de to amerikanske sportsstjerner Tommie Smith og John Carlos løftede deres hænder med sorte handsker og protesterede over racediskrimination. Det ramte forsiderne verden over. Og de blev ikke væk. Heldigvis.

Sådan må vi også deltage ved VM. Ved at møde op. Og ytre os og påvirke tingene i stedet for at blive væk.

Læs også: Vi skal ikke hjem, vi skal til Qatar!

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P