3F Superligaen

Campos fodboldekspert: Disse tre er Superligaens top og flop

Superligaen er fredag tilbage efter landsholdspausen, og holdene er inden runden nået halvvejs gennem grundspillet. Campo.dk’s fodboldekspert, Johan Absalonsen, giver her sine bud på tre hold, der har toppet og floppet.

Silkeborg har overrasket mest positivt i denne superligasæson, mener Johan Absalonsen. Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix.

Herunder kan du se J0han Absalonsen give sit bud på de hold, der i hans øjne har toppet og floppet. Længere nede i artiklen fortæller han om, hvad han har lært om Superligaen halvvejs igennem grundspillet.

Her er de tre hold, der har toppet:

Silkeborg IF: Jeg synes, Silkeborg har et mere helstøbt koncept end den anden oprykker Viborg. Man kan godt se, at Kent Nielsen har været træner i klubben nogle år efterhånden og har fået lov til at sætte sit aftryk på holdet. For det er et meget velspillende Silkeborg-hold – og et koncepthold,  der har sin helt egen stil. De spiller en meget possesionpræget omgang fodbold, som Kent Nielsen også havde succes med i en periode, da han var i AaB.

AaB:  Det er fedt at se en anden provinsklub end AGF begynde at få lidt tur i den. AaB spiller en rigtig fin gang fodbold og har fået styr på konceptet, efter Martí Cifuentes fik en lidt svær start i Aalborg. Grunden til, at Silkeborg i mine øjne alligevel har toppet mere end AaB, er, at man også forventer mere i Aalborg.

Viborg: Jeg ved godt, de ligger nede som nummer 10 og et point i snit per kamp er ikke prangende. Men jeg synes måden, både Viborg og Silkeborg er kommet til Superligaen på har simpelthen været fed. For et par år tilbage, havde vi nok set de to oprykkere spille en smule afventende og defensivt – spille på kontra og have en indstilling om at forsvare sig for at forblive i Superligaen. Sådan er det bare slet ikke i denne sæson. Viborg har heller ikke helt fået de point, de måske har fortjent med deres spil.

Læs også: Oprykkere løber mest i Superligaen


Her er de tre hold, der har floppet:

Brøndby IF: Brøndby har skuffet mig mest. Jeg ved godt, de mistede nogle spillere i sommers – men af de bærende spillere var det kun Jung og Lindstrøm, der smuttede. Så jeg synes, det er tyndt, når man starter denne sæson med kun at få 12 point i 11 kampe ovenpå et mesterskab sidste sæson. Det vidner om, at Brøndby havde en fin sæson sidste år – men det er langtfra et tophold endnu.

AGF: Sidste sæson virkede AGF som et hold, der var sprængfyldt med selvtillid og havde virkelig en tro på sig selv. Det har jo været et fuldstændig andet hold i efteråret, og de har slet ikke haft den der ’fuck jer’-attitude, som har været deres kendetegn. I stedet har de virket afventende og ikke rigtig for alvor turdet at angribe modstanderen. Det har overrasket mig, for det er jo stadig et rigtig fint hold. De skal nok vinde nogle kampe igen, men de er et godt stykke fra formen.

Vejle: Det er lidt overraskende, de ligger så klart i bunden, for jeg synes egentlig, at de har et fint setup i klubben. Men de har ikke formået at skabe et hold, som kan forsvare sammen, og det kan godt hænge sammen med trænerskifte, der har gjort dem ustabile. De har måske haft svært ved at finde ud af, hvilket ben, de skulle stå på. Spillertruppen er ellers på højde med Viborg, SønderjyskE og Silkeborg. Jeg er sikker på, at Peter Sørensen nok skal få styr på defensiven over tid, men det er spørgsmålet, om det allerede er for sent.

Læs også: Niels Frederiksen indrømmer: Top 6 er rigeligt at forholde sig til


Det har vi lært om Superligaen denne sæson:

Brøndby vandt et billigt mesterskab sidste sæson i en sæson, hvor hverken FCK eller FCM fik over to point i snit per kamp. Det er blevet tydeligt, at der kun er to reelle tophold i Danmark i de her år – F.C. København og FC Midtjylland.

Indimellem kan der være andre hold, der overrasker en enkelt sæson, men på den lange bane, så er der kun de to hold. Jeg synes virkelig, det er et problem, at man ikke har en større fast kerne i toppen af dansk fodbold med FCK og FCM i toppen og så måske to-tre hold, der ligger lige efter såsom OB, AaB, AGF og Brøndby, som de oplagte bud.

Men de hold er stadig ikke kontinuerlige i top seks, og det er ærgerligt, at de store provinsklubber ikke er en fast del af toppen i Superligaen. Sådan har billedet været igennem mange år, men det er bare blevet bekræftet i denne sæson. AGF var begyndt at ligne et tophold efter to gode sæsoner i træk, men det er også blevet afkræftet i denne sæson indtil videre.

Læs også: Fans strømmer til fodbold i Superligaen: Højeste gennemsnit i over ti år

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P