Spanske medier: Barcelona holdt krisemøde – Koeman kan fyres inden for få timer
FC Barcelonas klubledelse holdt ifølge flere spanske medier krisemøde frem til klokken fire torsdag morgen efter 3-0 ydmygelsen mod Benfica. Klubben overvejer nu at fyre Ronald Koeman inden for ganske få timer.
Flere af de største spanske medier – herunder Sport og AS – skriver torsdag, at præsident Joan Laporta frem til klokken fire torsdag morgen holdt møde med sin inderste kreds for at diskutere Ronald Koemans fremtid og hollænderens mulige afløser.
Det er ifølge de spanske medier ganske sikkert, at den hollandske cheftræner nu får en fyreseddel, og det er reelt kun timingen af fyringen, der mangler at nåes til enighed om. Det er en mulighed, at Koeman bliver fyret inden for et par timer, da ledelsen ikke kan stå handlingslammet tilbage efter endnu en ydmygelse, lyder det.
Læs også: Barca-træner efter nederlag på 3-0: Ved ikke om klubben støtter mig
Mødet skulle angiveligt være foregået mellem klubpræsident Joan Laporta, vicepræsident Rafa Yuste, fodbolddirektør Mateu Alemany og præsidentens rådgiver Enric Masip.
Læs også: Spanske aviser sakser Koeman: Præsidenten gik ned i Barcelonas omklædningsrum efter nederlag