1 min læsningUtallige fejl og ét stort virVAR i Vejle, da Silkeborg vandt 4-2

Vejle Boldklub havde desperat brug for point, da de søndag aften i den sene kamp i Superligaen tog imod Silkeborg IF, men for mange fejl kostede de rødblusede vejlensere, der nu er isoleret i bunden af Superligaen.

1 min læsning
Silkeborg var de bedste mod Vejle Boldklub i en kamp med mange mål - og fejl. Foto: Ritzau Scanpix

Vejle Boldklub og Silkeborg IF leverede en rigtig målbasker, da de forkælede tilskuerne i Nørreskoven med hele fem mål i de første 36 minutter. Efter 3-2 til gæsterne ved pausen blev kampen endegyldigt afgjort i anden halvleg, hvor Silkeborgs evner rakte til mest.

Kampen, der bød på utallige fejl af begge holds forsvarsspillere, blev også kendetegnet ved mange (lange) VAR-domme. Allerede ved 1-0 målet til Vejle, hvor Dimitrios Emmanouilidis udnyttede et forsvarskiks i Silkeborg-forsvaret, skulle VAR tjekke for en offside, hvilket tog op mod fem minutter.

Derfra bølgede det frem og tilbage, og Silkeborg bragte sig foran 2-1 efter to scoringer af Sebastian Jørgensen, der hele tiden lå og lurede bag Vejles usikre bagkæde.

Lukas Engels udligning for Vejle til 2-2 efter 33 minutter, hvor han stod ved bagstolpen på et hjørnespark, skulle også tjekkes igennem af VAR, inden dommer Mikkel Redder kunne pege på pletten.

Silkeborg gik dog til pausen med en føring på 3-2 efter at Niclas Helenius udnyttede et straffespark begået mod ham selv, og Nicolai Vallys afgjorde kampen til 4-2 i anden halvleg, da Vejle Boldklub igen var for gavmilde i forsvaret, og Peter Sørensens mandskab ligner et hold, der får det svært i resten af efteråret.

I morgen mandag spiller Superligaens nummer 10 og 11, AGF og SønderjyskE, mod hinanden på Ceres Park i Århus, og Vejle har dermed otte point op til nedrykningsstregen efter 10 spillerunder.

Timeline

Notifications

Notifikationer