AGF præsenterer historisk stort millionoverskud
Det er endnu engang lykkedes AGF A/S at skabe overskud. 25 mio. kroner lyder koncernens overskud på, og det er historisk stort.
Bestyrelsen i AGF har netop offentliggjort en årsrapport, der viser et overskud på 25 mio. kroner. Det er et historisk højt overskud for koncernen, forklarer bestyrelsesformand Lars Fournais til AGF’s hjemmeside.
– COVID-19 har gjort det til et udfordrende år, men deltagelse i mesterskabsspillet kombineret med betydelige transferindtægter og fortsat kommerciel fremgang har betydet, at vi kommer ud med det bedste resultat i koncernens historie og for tredje år i træk kan notere et tocifret millionoverskud, siger han.
Læs også: Ung lejesvend og endnu et Anderson-mål sikrede AGF sejren i Silkeborg
AGF’s adm. direktør, Jacob Nielsen peger på en stor opbakning blandt klubbens sponsorer og fans under coronaepedemien, som værende årsagen til overskuddets størrelse.
– På trods af de benspænd, som COVID-19 har sat for en lang række af vores kerneaktiviteter, kan vi alligevel notere det bedste resultat i koncernens historie. Det skyldes ikke mindst den enorme opbakning vi har modtaget fra sponsorer og fans gennem COVID-19, der samtidig bekræfter os i, at den strategi, vi følger, er den rette i en by som Aarhus med de demografiske og kommercielle forudsætninger, vi har, siger Jacob Nielsen og fortsætter:
– Jeg hæfter mig især ved, at vi i et vanskeligt marked igen i år kan glæde os over en rekordhøj sponsoromsætning, samtidig med at vi har oprustet sportsligt såvel i A-truppen som i vores talentakademi.
Læs også: David Nielsen: Nu har vi spillerne til at kunne spille 4-3-3 igen
AGF forventer også et overskud i næste årsrapport, men her er buddet, at overskuddet kommer til at ligge på mellem 0 og 20 mio. kroner. Det er især omfanget af hjælpepakker under coronaepidemien, der gør tallet usikkert.
Læs også: David Nielsen efter sejr: Stor cadeau til spillerne