FCM nyt tophold – FCK formåede ikke at udnytte tidligt rødt kort i topbrag
FC Midtjylland måtte spille topbraget mod F.C. København med en mand i undertal fra 26. minut. Alligevel besejrede ulvene løverne og overtog dermed førstepladsen i Superligaen.
Et totalt udsolgt Parken. Et dumt rødt kort til Evander efter blot 26 minutter. Men alligevel kunne F.C. København ikke udnytte flertallet og måtte søndag aften derfor indkassere sæsonens første nederlag.
Júnior Brumado bragte midtjyderne foran med et afrettet forsøg kort inde i anden halvleg, efter Evander i første måtte lade sig smide ud med direkte rødt kort efter en stempling af Jonas Wind.
I resten af opgøret jagtede F.C. København et udlignende mål, men det kom aldrig, da de midtjyske ulve flot stod imod det hårde pres, som værterne lagde for dagen i resten af opgøret. 0-1 endte det tidlige topbrag dermed i Superligaen.
Det betyder samtidig, at løverne måtte overgive den øjeblikkelige førsteplads til de midtjyske gæster, der nu har 21 point modsat FCKs 20.
Læs også: Jess Thorup før topbrag: Først skød de kun på en – nu er der harmoni!
I næste runde venter der F.C. København en svær udekamp mod FC Nordsjælland, mens FC Midtjylland hjemme tager imod Randers FC.