Bo Henriksen: Jeg sagde i pausen, at vi skulle ind og lave miraklet
Bo Henriksens FC Midtjylland fik dårlige forudsætninger for at få et godt resultat imod F.C. København, da Evander Ferreira fik rødt kort efter 26 minutters spil. Men efter Bo Henriksens peptalk i halvlegen formåede ulvene fra Herning at vinde kampen 0-1.
Det lignede en svær opgave for FC Midtjylland at få et resultat med hjem fra Parken i aftenens kamp imod F.C. København, da Evander Ferreira så rødt efter 26 minutters spil.
Men efter en gedigen peptalk fra Bo Henriksen i pausen scorede FC Midtjyllands Junior Brumado i 47. minut på et afrettet langskud fra 25 meters afstand. FC Midtjylland formåede at forsvare deres 0-1-føring til slutfløjtet, og FC Midtjylland ligger dermed i spidsen af Superligaen.
Bo Henriksen troede på, at FC Midtjylland kunne lave et godt resultat, selvom de var en mand i undertal.
– Jeg sagde til spillerne, at nu skal vi ind og lave miraklet. Jeg skulle give dem en tro på, at det kunne lade sig gøre at vinde kampen. Det ville blive et helvede at skulle forsvare sig til ét point i resten af kampen, fortalte Bo Henriksen til TV3 Sport efter kampen.
Læs også: Fodboldekspert: Moden og modig indsats af FC Midtjylland – 10 mod 11 var FCK skræmmende ringe
Bo Henriksen var også tilfreds med sit holds defensiv i kampen imod F.C. København.
– Vi er ikke så bange for at få indlæg imod os. Vi har Juninho, vi har Sviatchenko, vi har Dalsgaard og så har vi en målmand, der er to meter høj, så kan de bare sparke den indover hele dagen lang, og det gjorde de også. Men F.C. København var ikke i nærheden af at få en stor chance imod os, forklarede Bo Henriksen.
FC Midtjylland skal i deres næste Superliga-kamp spille imod Randers FC på hjemmebane.
Læs også: FCM nyt tophold – FCK formåede ikke at udnytte tidligt rødt kort i topbrag