Pep Guardiola: Vi er ikke en fiasko
Manchester City har aldrig vundet Champions League, men i sidste sæson var de tæt på, da de nåede finalen. De blev dog som bekendt slået 1-0 af Chelsea. Nu insisterer Pep Guardiola på, at det er forkert at se klubben som en fiasko i turneringen. Han vil samtidig ikke love, om han er i stand til at vinde trofæet med de engelske mestre.
Onsdag aften skyder Manchester City deres Champions League-sæson i gang, når RB Leipzig kommer til Etihad Stadium. Og nu skal det være for de engelske mestre, der skal forsøge at vinde trofæet med de store ører. En bedrift, de aldrig tidligere har opnået.
I sidste sæson var de ellers tæt på, men måtte se sig besejret af rivalerne fra Chelsea, der dermed sikrede sig deres anden Champions League-trofæ.
Selvom Manchester City altså endnu ikke har vundet den eftertragtede turnering, nægter Pep Guardiola at købe den præmis, at holdet har været en fiasko i Champions League-sammenhæng. Derimod kalder han det en ‘utrolig præstation’, at de nåede finalen i fjor.
– Folk kan sige, at Manchester City var en fiasko, men det var en utrolig præstation i sidste sæson, hvor vi spillede rigtig godt i mange af kampene og tabte (i finalen, red.) til en stor modstander, sagde spanieren på pressemødet op til morgendagens kamp.
Nu ser han fremad, men alligevel vil City-manageren ikke love, at han kan sikre klubben sit første CL-trofæ.
– Nu starter vi en ny turnering, og hvert hold vil vinde. Vi skal prøve, men jeg vil ikke fortælle dig, hvilket hold der vinder, fordi jeg ikke ved det, fortsætter Guardiola, inden han afslutter:
– Hvis jeg vinder Champions League, vil jeg være glad på klubbens vegne. Hvis jeg ikke er i stand til det, er jeg bare ikke i stand til det.
Den spanske manager har tidligere vundet turneringen to gange. Begge gange med FC Barcelona – i 2008/09- og 2010/11-sæsonen.
Læs også: João Félix roser Liverpool: Bedste hold i England