Ny racisme-sag: Raser over Paraguay-stjernes bemærkning
Der er fortsat kog i gryden efter den voldsomme kamp natten mellem lørdag og søndag, hvor Frankrig og Paraguay mødtes.

Det slog gnister, da Frankrig og Paraguay mødtes natten mellem lørdag og søndag.
Over en bred kam møder Paraguays tilgang til kampen og en yderst usikker dommerpræstation kritik, efter de sydamerikanske VM-profiler begik et utal af grove frispark uden at få ét eneste gult kort.
Men allerede før og under kampen var en tidligere Paraguay-superstjerne i færd med at sætte ild i det verbale bål, noget der lever videre i dag.
- Christophe, du har ret. I 1998 mødte vi franskmændene, og nu møder Paraguay et hold fra Afrika, skrev den tidligere landsholdsmålmand José Luis Chilavert på sine sociale medie-konti.

Fordømmes for racisme
Det var henvendt til den tidligere franske landsholdsspiller Christophe Dugarry og et svar på, at Paraguay efter Dugarrys mening ikke havde en chance i kampen.
Med den bemærkning rammer Chilavert ned i et yderst ømtåleligt emne i Frankrig, hvor den yderste højrefløj på beslægtede måder også har angrebet landsholdet for ikke at være fransk.
Og det fik i forbindelse med VM-kampen præsidenten for Frankrigs fodboldforbund Philippe Diallo til at rase over Chilaverts citat.
- Jeg fordømmer på den stærkest mulige måde de racistiske kommentarer at José Luis Chilavert mod det franske landshold, der underminerer værdierne af respekt, broderskab og diversitet i fodbold, skriver Philippe Diallo på sine sociale medieplatforme.
Historien om Chilaverts bemærkning er gået verden rundt såvel i går i timerne op til kampen som i dag søndag.
Frankrig og Paraguay mødtes også ved VM 1998 i Frankrig, hvor Chilavert blev udvist efter 20 minutter og Frankrig først vandt ottendedelsfinalen 1-0 på mål af Laurent Blanc med seks minutter tilbage af den forlængede spilletid.

Frankrig












