Derfor tøver FCK med Neestrup-fyring
FC København er angiveligt klar til at fyre Jacob Neestrup, men beslutningen trækker ud – og det er der en grund til.

Jacob Neestrups job i FC København hænger i en tynd, tynd tråd.
Onsdag aften kunne Bold erfare, at de forsvarende danske mestre er i færd med at finde hans afløser.
Allerede tilbage i december kunne selvsamme medie melde, at den danske træner var på affyringsrampen, og siden da er nedturen kun blevet større.
Alligevel tyder noget på, at FCK hænger i bremsen i forhold til at trykke på knappen og sige farvel til Neestrup, og det er der en specifik årsag til, fortæller David Bastian-Møller, stifter af Copenhagen Sundays, til Campo.

- Jeg hørte i går (tirsdag, red.) at beslutningen var truffet om at skifte cheftræner, og jeg havde troet, man ville eksekvere det i dag (onsdag, red.).

- I eftermiddag fortalte en kilde mig, at det er en permanent løsning, FCK går efter. Klubben vil vælge rigtigt, men jeg tror ikke, at man er interesseret i at udsætte sig selv for den massive kritik, der vil komme, hvis man gør noget forhastet.
- De gennemfører først fyringen, når man har den her profil på plads. Finder man ikke den rigtige løsning, så sker det (fyringen, red.) ikke, siger David Bastian-Møller til Campo.
Vikar-løsning er ikke på tale
I medierne har der i noget tid været spekuleret i, om FCK kunne finde på at finde en vikar-cheftræner, eksempelvis sæsonen ud, og købe sig tid til at finde den rette afløser, men den løsning ligger ikke i kortene.
- Den der snak, der har været, om en midlertidig cheftræner, det skulle angiveligt ikke være rigtigt, siger han.

Dermed er scenariet, hvor en assistent overtager i en overgangsperiode, også langt væk – medmindre situationen spidser yderligere til.
- Hvis man skal gøre det (få en assistent til at overtage, red.), så skal man være i en paniktilstand. Taber FCK til Silkeborg næste gang, som er det hold man skal slå, hvis man vil undgå nedrykning, så nærmer man sig en tilstand, hvor man er nødt til at gøre noget.
- Så kunne det måske være, at man gør det (fyrer Neestrup, red.) ligemeget hvad og må handle derefter, siger David Bastian-Møller.
Ingen vej tilbage - eller?
Meget tyder på, at beslutningen om Jacob Neestrups fremtid allerede er truffet.
Så snart en afløser er på plads, får han stukket en fyreseddel i hånden.
Men hvis den rigtige kandidat lader vente på sig, og resultaterne samtidig begynder at vende, kan situationen hurtigt ændre karakter.
- Lad os nu sige, at det ikke lykkes at finde den træner, man vil have, i rimelig tid inden den næste Superliga-kamp, så er man jo angiveligt tvunget til at fortsætte med Neestrup.
- Jeg hørte en kilde sige, at hvis Neestrup får vendt skuden, så tror han, at Neestrup stadig godt kan være der om et år, siger han.
FC København befinder sig aktuelt seks point over Silkeborg IF, der ligger på den forkerte side af stregen.

FC København
Silkeborg IF
Jacob Neestrup












