Binks ser kommende Brøndby-modstander som perfekt mulighed
Brøndby og Luis Binks skal have rejst sig – og det skal ske hjemme mod Lyngby Boldklub.

📍Campo på Brøndby Stadion
Fire nederlag på stribe er en situation, som ingen klubber i Superligaen ønsker at stå i.
Slet ikke, når man som Brøndby har ambitioner om europæisk fodbold i næste sæson.
Ikke desto mindre er det realiteten på den københavnske vestegn, hvor man i den overståede landsholdspause har haft rig mulighed for at arbejde med udfordringerne.
Søndag genoptager Brøndby sæsonen, når Lyngby Boldklub kommer forbi Brøndby Stadion.
Ifølge Brøndby-kaptajn Luis Binks er det en gylden chance for at få brudt den tarvelige stime.
- Alle glæder sig til at komme i gang igen. Det er godt, at kampen er på hjemmebane, for vi har savnet at spille her. Vi ved godt, at de seneste kampe i ligaen ikke er gået, som vi havde håbet, så vi skal til at vinde igen.
- Det er den perfekte mulighed for at få vendt det rundt herhjemme mod Lyngby, siger han til Campo og øvrige medier.
Men hvorfor er mødet med lige netop Lyngby 'den perfekte mulighed'?
- Først og fremmest er vi på hjemmebane. Dernæst fordi, at Lyngby lige er rykket op, så de kommer til at være på.
- De er rykket op for at spille på stadioner som det her, så i ved, at de kommer til at være på 100 procent. Så det er en perfekt mulighed for os efter pausen.
- Jeg tror, at hvis i vinder den her kamp, så vil folk måske se igennem fingre med hvad der er sket i fortiden, for det er der ingen, der kan gøre noget ved. Så hvis vi vinder søndag, så sætter det os godt op til kampene fremadrettet, siger Luis Binks.
Lyngby indtager forud for weekendens opgør 10. pladsen i Superligaen, mens Brøndby til trods for sin sløje stime fortsat er at finde på femtepladsen.
Kampen fløjtes i gang søndag klokken 16.00.

Lyngby Boldklub
Brøndby IF












