Sov Brøndby og AGF i timen? God transfer, OB!
ANALYSE: OB har købt Christian Gammelgaard af Vejle. Her er Campos karakterbog til transferen.

Vi kan først for alvor vurdere transfers, når der er gået halve og hele år.
Nogle gange går der endnu længere end det, mens det andre gange hurtigere står klart, om en spiller fungerer eller ej.
Det er blevet sommer, og derfor sætter Campo gang i transfer-karakterbogen for at se nærmere på, hvordan transferen ser ud før, at spilleren optræder for sin nye klub.

Christian Gammelgaard
Kantspiller/forward, 23 år
Vejle Boldklub til OB
Karakter til OB: 8
Vejle Boldklub: 7
Christian Gammelgaard: 8
Campos skala går fra 0 til 10 med 5 som middel
Vurdering: OB
De får brug for al kraft og de gode spillere, de kan mønstre i Odense – og så er det her en god transfer.
Den blev ekstra aktuel af Jona Niemiec' meget triste og alvorlige skade, men selv hvis tyskeren og OB ikke havde været så uheldig, kunne OB såmænd sagtens have brugt spilleren fra Vejle i jagten på Top 6.
Truppen er langt fra komplet, og der er fortsat intet, der dikterer, at OB skal slutte over hold som Viborg, FC Nordsjælland eller en statsgaranti for at slutte foran Randers.
Men det her bringer OB tættere på med flere uafklarede spørgsmål tilbage til de sidste ni dage i transfervinduet.
Og til den pris?

Det lyder ikke til, OB betaler meget mere end syv-otte millioner kroner, og i Superligaen anno 2026 fører det til det helt rimelige spørgsmål, om ikke også han kunne have været rar at have for AGF, FC Midtjylland eller en af de andre topklubber.
Det finder vi ikke ud af nu, men tanken er helt rimelig at tænke med tanke på, hvor meget større beløb, de fem største klubber i Superligaen rask væk betaler for en enkelt spiller.

Vurdering: Vejle Boldklub
Det er irriterende at skulle sælge Gammelgaard efter en nedrykning, og selvfølgelig havde han kostet langt mere som Superliga-spiller, ligesom da Brøndby forsøgte sig i vinter.
Hvorfor vendte Brøndby ikke tilbage?
Det kan man undre sig over nu, men når ærgrelsen lægger sig, har VB fået en pæn luns af sæsonen i 1. Division finansieret, og det skal man ikke brokke sig over.
Vurdering: Christian Gammelgaard
Gammelgaard kommer til at spille Superliga-fodbold igen og gør det i en klub, hvor han med stor sandsynlighed er i idealopstillingen.
Det ligner et fornuftigt skifte frem for en større destination.
Det markerer en flot udvikling for offensivspilleren, der var lejet til Fredericia for et par år siden og havde svært ved at komme på holdet.
Otte mål blev det til i sidste sæson – kan det blive tocifret i denne sæson?

AGF
Vejle Boldklub
OB













