Serbisk medie stikker til FCK: Derfor ventes tomme tribuner
FC København kommer, efter alt at dømme, ikke til at spille for fulde tribuner torsdag aften.

Der bliver formentlig langt fra fyldt på tribunerne, når FC København gæster Røde Stjerne Beograd torsdag aften.
Det skriver det serbiske medie Mozzart Sport, der i samme ombæring sender en lille stikpille i retning af Løverne.
Ifølge mediet vil alt over 20.000 tilskuere på Røde Stjernes hjemmebane, der i øvrigt har en kapacitet på 49.000, være anset som en bonus.
Og det skyldes blandt andet, at modstanderen hedder FC København.
Mediet skriver nemlig, at hvis modstanderen havde været et mere kendt navn end FCK, ville situationen måske have været anderledes.
Det serbiske medie peger dog også på andre faktorer.
Røde Stjernes europæiske resultater har ikke været imponerende i denne sæson, efter at klubben røg ud af kvalifikationen til både Champions League og Europa League.
Derfor ser mange fans den nedgraderede Conference League-kampagne som en trøstepræmie.

Samtidig konkurrerer fodboldkampen med andre begivenheder i Beograd.
Klubbens basketballhold møder nemlig rivalerne fra Partizan i et derby, der spilles senere samme aften.
Derudover er den serbiske hovedstad i tiden præget af politiske spændinger frem mod landets parlamentsvalg på søndag, hvorfor der også foregår store demonstrationer i Beograd.
Kampen mellem Røde Stjerne og FC København sparkes i gang klokken 18.45.

FC København












