Brandvarm AGF’er modbeviser tvivlerne: Få troede på mig
Janni Serra har Superligaens bedste målsnit, selvom mange nok ikke havde regnet med det.

Janni Serra har for alvor fået gang i målscoringen i AGF.
Den tyske angriber har allerede scoret fem gange i Superligaen i denne sæson, og det gør ham til en af rækkens mest effektive afsluttere.
Målt på scoringer per minut er han faktisk helt i særklasse.
Serra finder i gennemsnit vej til netmaskerne hvert 97. minut, hvilket er det bedste scoringssnit i Superligaen.
Det har også givet den 28-årige angriber tro på, at han kan blande sig i kampen om topscorertitlen. Det kræver dog, at han kan holde niveauet gennem hele sæsonen.
- Selvtilliden er på et godt niveau. Det er efterhånden nogle år siden, at jeg sidst har scoret fem mål i en sæson, fortæller Serra til Campo og flere medier.
Artiklen fortsætter under billedet..

Det lå måske ikke i kortene, at den til tider udskældte angriber skulle indtage rollen som AGF's topscorer, men det er bestemt noget, han agter at slå fast med syvtommer søm.
- Mange tænkte nok, at jeg aldrig ville blive 'main guy', som jeg er i øjeblikket. Jeg skal forsøge at blive ved med at score mål, og det er min målsætning at være konsekvent og stabil gennem hele sæsonen – ligesom hele holdet bør være det.
Hvis Serra kan fastholde sit nuværende scoringssnit over Superligaens 32 kampe, bliver han uden tvivl en sikker kandidat til topscorertitlen.
Først venter der dog en europæisk opgave for tyskeren og AGF.
Torsdag aften tager aarhusianerne imod albanske KF Egnatia i Conference League, hvor Serra får mulighed for at fortsætte sin stærke målform.
Kampen kan ses fra klokken 21.00 på Disney+.

AGF












