Brøndby-bosser drømmer om pokaltriumf: Hurtig vej til Europa
På Vestegnen er der store drømme om den ottende pokaltitel til Brøndby IF i denne sæson.

Torsdag aften begyndte ligaspillet i Conference League for de fire danske hold.
AGF, FC Midtjylland, FC København og FC Nordsjælland går derfor nogle travle vintermåneder i møde med både Europa, Superliga og Betano Pokalen.
En lignende tilværelse håber Brøndby IF at kunne se frem til i næste sæson.
Og netop pokalturneringen kan være en genvej til europæisk fodbold, fortæller fodbolddirektør Julius Ohnesorge og cheftræner Thomas Nørgaard i et stort interview til klubbens hjemmeside.
- Jeg synes, at pokalturneringen er meget vigtig, fordi den er en hurtig vej til Europa.
- Samtidig giver den os mulighed for at vinde en titel, som klubben virkelig ønsker - og som vi alle gør, siger Ohnesorge.
Cheftræner Thomas Nørgaard stemmer i og fremhæver samtidig Brøndbys stolte traditioner i turneringen, hvor klubben har vundet trofæet syv gange.
- Det er også en turnering som har stolte traditioner i Brøndby, så det er virkelig noget, vi giver et skud, og som vi vil gøre alt for i første omgang at gå videre fra næste runde, så vi får de her to kvartfinaler inden vinterpausen der venter, siger Nørgaard.

Speciel kamp i vente for BIF-boss
Efter at have sendt Vejle Boldklub ud af pokalturneringen i sidste måned venter der nu en vind eller forsvind-kamp mod 1. divisionsklubben AB.
Det bliver specielt for Brøndby-cheftræneren, der har en fortid i Gladsaxe-klubben mellem 2009 og 2015.
- Pokalturneringen er jo først og fremmest en fed mulighed, og så er det også en tur tilbage i historiebøgerne (for mig, red.) at skulle en tur til Gladsaxe Stadion.
- Jeg har selv været træner derude i mange år. Det er jo et stort stadion, som ikke har været fyldt i mange år, men som jeg jo selv husker tilbage på, da jeg gik på stadion i halvfemserne og start nullerne, siger Nørgaard.
Brøndby møder AB på Gladsaxe Stadion den 27. oktober.

Brøndby IF












