Endnu ingen comeback-dato til FCK’er: Kompliceret forløb
Magnus Mattson må vente lidt endnu på sin comeback-kamp.

📍Campo på MCH Arena
FC København måtte søndag aften rejse tomhændet hjem fra Herning efter et 2-1-nederlag til FC Midtjylland.
Københavnerne kunne dog glæde sig over at have Rodrigo Huescas tilbage efter den alvorlige korsbåndsskade, der har holdt ham ude i et år.
Da den mexicanske back gik i stykker i oktober sidste år, var det dog ikke københavnernes første skadeschok i den forgangne sæson.
Lidt over en måned forinden havde Magnus Mattsson tilsvarende pådraget sig en korsbåndsskade, men han er endnu ikke tilbage - og der er fortsat et stykke vej, inden han igen er tilbage, fortalte cheftræner Bo Svensson efter søndagens kamp til Campo og den øvrige presse
- Jamen, Magnus [Mattsson] har haft et lidt kompliceret forløb og ikke lige så lineært som Rodrigo (Huescas, red.).
- Det er også hans anden korsbåndsskade og sådan nogle ting, så vi passer lidt på ham og håber, at den opadgående kurve den kan fortsætte. Men han står ikke lige til rådighed det næste stykke tid, fortæller Bo Svensson.

Mattsson blev skadet i den ene Champions League-kvalifikationskamp mod FC Basel i slutningen af august sidste år.

FC København
Magnus Mattsson












