AGF’er: – Ingen her er bange
De tager situationen alvorligt i Århus, men bange, det er AGF‘erne ikke, slår Gift Links fast

📍Campo på Fredensvang
Det er efterhånden tre uger siden, AGF senest spillede en Superliga-kamp.
Den kamp mod AC Horsens havde en dødirriterende afslutning for århusianerne, der var i klar kontrol i Horsens og ikke så specielt truede ud.
Men alligevel raslede det fra hinanden for AGF i slutminutterne, hvor Horsens scorede to mål og dermed fik et point.
Dermed er presset i den grad på AGF i aften mod Sønderjyske, der gæster Vejlby i et drama med kickoff klokken 19.
Det drama skal AGF'erne bevæge sig i og skaffe en sejr mod Sønderjyske, der fik deres egen optur for tre uger siden med en vital sejr over Randers FC.
Og der er ikke nogen grund til at være bange eller lukke nogen frygt ind, mener profilen Gift Links, der er på vej tilbage på træningsbanen efter en skade og sandsynligvis hepper holdkammeraterne frem fra tribunen.

- Ærlig talt: Ingen her er bange. Vi har spillet ni kampe, og der mange flere kampe forude. Kampen mandag er vigtig, men vi skal også huske på, at der er mange flere kampe derefter, uanset hvordan det går, siger Gift Links til Campo.
- Vi har haft noget tid fri med landsholdspausen. Vi er kommet tilbage, og alle har set skarpe ud, siger Gift Links om et AGF, hvor humøret indtil nu virker fornuftigt trods de tamme resultater i ligaen.
Klør på uanset hvad
Århusianerne træder nu ind i et intenst program, hvor der er 17 kampe indtil 17. december, hvis ellers man senere i denne måned slår Roskilde fra 2. Division ud af pokalen.
Og det skal man navigere i uden at stresse eller lader bekymringerne tage over, mener Gift Links.
- Vi forstår situationen, vi befinder os i, og vi vil gøre alt for at ændre på den. Kampen mod Sønderjyske er vigtig, men det er heller ikke sæsonens sidste kamp. Vi har så mange kampe forude.

- Vi tager den her kamp, og så er vi klar til den næste. Vi kan vinde, spille uafgjort og tabe fodboldkampe, og vi vil vinde den her for alt i verden. Men i sidste ende er det også vigtigt at huske på, at det ikke er sæsonens sidste kamp. Der venter en masse kampe derefter, og det skal vi også huske, siger Gift Links.
AGF skal efter Sønderjyske-kampen have gjort krop og sind klar til en udfordrende tur til Belgien, hvor man torsdag aften møder Gent i AGF's Conference League-debut.

AC Horsens
AGF
Gent
Gift Links
Sønderjyske












