AGF gearer op: Henter tungt navn til bestyrelsen
AGF har tirsdag indkaldt til generalforsamling senere i oktober.

AGF gearer op på bestyrelsesniveau forud for næste års indflytning på det nye stadion og henter et stort navn fra erhvervslivet til bestyrelsen.
Det meddeler klubben tirsdag formiddag, hvor den har indkaldt til generalforsamling.
Generalforsamlingen finder sted den 28. oktober på Fredensvang, og et af punkterne på dagsordenen er, at AGF vil udvide direktionen.
Det fremgår af en meddelelse, som AGF har udsendt.
Styrker bestyrelsen
Helt konkret foreslås det at ændre vedtægterne, så direktionen fremover kan bestå af op til fire direktører mod de nuværende tre. I forbindelse med at direktionen udvides, er det tiltænkt, at bestyrelses udpeger Rasmus Nørgaard Hansen som kommerciel direktør i AGF.
Af meddelelsen fremgår det samtidig, at bestyrelsen foreslår at hæve det samlede vederlag fra 1.211.500 til 1.620.000 millioner kroner.
Artiklen fortsætter under billedet

På bestyrelsesfronten foreslås genvalg af de seks nuværende medlemmer Lars Fournais, Jesper Ganzhorn Ørskov, Simon Francis Ratjen Schiølin, Finn Lund Andersen, Pernille Salling Holm og Kasper Rittig Strand.
Derudover indstilles Torben Østergaard Mouritsen, som er bestyrelsesformand og medstifter af butikskæden Normal, som nyt bestyrelsesmedlem.
Hvis forslagene vedtages på generalforsamlingen, vil AGF's bestyrelse således bestå af syv medlemmer fremover.
AGF skal flytte ind på det nye stadion til april næste år, og her skal selskabet have de kommercielle indtægter, herunder fra store sponsorer, til at vokse markant efter flere år på den midlertidige hjemmebane i Vejlby.

AGF












