Danmark har gjort det før mod Portugal: Giver tro
Ifølge Joachim Andersen giver tidligere sejr mod Portugal tro på tingene.

Få landshold har været lige så hårdt ramt af drama i denne landsholdstermin, som tilfældet er det med Danmark og Portugal.
I den danske lejr tog det for alvor fart, da Pierre-Emile Højbjerg udtalte sig om, at der i hans optik ikke var plads til både ham og Morten Hjulmand på banen samtidig.
Onsdag har Portugal og ikke mindst Cristiano Ronaldo så stjålet al fokus, da den 41-årige superstjerne først skred fra træningen i Parken, inden han nu også har forladt den portugisiske landsholdslejr.
Ikke desto mindre står der altså fodbold på menuen torsdag aften, når Portugal gæster Parken.
Og selvom Ronaldo ikke er med, så er det et mandskab spækket med store stjerner.
På papiret er det en svær opgave for danskerne, men Joachim Andersen finder trøst særligt ét sted, fortæller han til TV 2 Sport.
Sidst Portugal gæstede Parken endte det nemlig med en dansk sejr på 1-0.
- Det er klart, det giver os noget selvtillid. Det giver os tro på tingene.
- Jeg synes, det også var en af vores bedste kampe. En kamp jeg synes, vi skulle have vundet 3-0. Det er noget, jeg håber, vi kan gå ud og vise, at vi kan gøre igen, siger han ifølge TV 2 Sport.

Mens Danmark tabte ude mod Norge og nedlagde Wales, kommer Portugal til Parken med to sejre i bagagen efter opgør mod samme modstandere.
Kampen mellem Danmark og Portugal fløjtes i gang torsdag klokken 20.45.

Danmark
Joachim Andersen
Portugal












