– Ikke bekymrende, siger AGF om skade
AGF maner til ro, efter Frederik Emmery har forladt det danske U21-landshold med en skade.

AGF's fans kan efter alt at dømme ånde lettet op.
For kort tid siden kunne DBU ellers meddele, at Frederik Emmery har forladt den danske U21-landsholdslejr med en skade.
- Emmery har døjet med en skade i de seneste døgn, og her er udviklingen desværre gået den forkerte vej, lød det blandt andet.
Derudover var det sparsomt med oplysninger om skadens omfang.
For at imødekomme de formentligt mange nervøse AGF-fans, har Aarhus-klubben nu været ved tasterne på Facebook.
Her bliver det slået fast, at situationen ikke er alvorlig.
- Frederik Emmery er vendt hjem til Fredensvang, efter han fik et slag på sin læg under træningen med det danske U21-landshold.
- Skaden er ikke bekymrende, men han kunne ikke træne med og var derfor ikke i spil til landskampene. Derfor er han nu kommet hjem og gør sig klar til, at Superligaen genoptages, skriver AGF.

Noget tyder altså på, at man i Aarhus regner med at have Frederik Emmery klar til første kamp efter landsholdspausen mandag den 12. oktober, når Sønderjyske slår vejen forbi Ceres Park Vejlby til et bundbrag.

AGF
Frederik Emmery












