Skrotter transferudvalg: Sportschef overtager danskerklub
Vålerenga og klubbens fem danske spillere får ny chef.

Det har buldret og braget i norsk fodbold, efter den store Oslo-klub Vålerenga solgte blandt andre klubbens anfører i sommerens transfervindue.
Kaptajnen røg til rivalen Viking, et skifte, der har gjort meget ondt på selvforståelsen i en af de klubber i Norge med størst fanopbakning.
Noget af fokus har været rettet mod klubben milliardær-velynder, mens andet har rettet sig mod en helt særlig model på transfermarkedet.
Her har en gruppe ledere i klubben haft et fælles ansvar for klubbens transfers, og nu er klubben så snublende nær på at finde en dedikeret leder til rollen i stedet.
Ansætter dedikeret sportschef
Det bliver ifølge norsk TV 2 Tromsøs Lars Petter Kræmer-Andressen, der snart tager et job i klubben, mens Vålerengas administrerende direktør bekræfter til TV 2, at man skrotter transferudvalget samtidig med ansættelsen af Eliteserie-rivalens chef.
Vålerengas fans har i flere omgange protesteret mod klubbens ledelse, og der er også begået hærværk på stadion i forbindelse med klubbens kampe.

Vålerenga solgte anfører Henrik Bjørdal til Viking på transferdeadlinedag 2. september, så Bjørdal kunne spille Champions League med det forsvarende norske mesterhold, mens Vålerenga ikke hentede en afløser.
Der røg også to andre, mindre profilerede spillere fra Vålerenga på deadlinedag, mens klubben stort set ikke brugte penge på transferbetalinger i løbet af sommeren trods samlet salg for over 50 millioner kroner.
Vålerenga har danske Oscar Hedvall i målet og Kevin Tshiembe, Magnus Westergaard, Lucas Haren og Carl Lange som markspillere.

Norge












