Ny Viborg-signing havde flere muligheder: Det blev hektisk
Lasso Coulibaly kom først til Viborg til allersidst i transfervinduet.

Til sidst i sommerens transfervindue kunne Viborg FF annoncere tilgangen af Lasso Coulibaly.
Men det var først med lidt mere end en time tilbage, inden det hele smækkede i herhjemme i Danmark.
Med tanke på, at sommerens transfervindue varer i to og en halv måned, kan man af og til undre sig over, hvorfor så mange handler først falder på plads lige på falderebet.
Lasso Coulibaly fortæller da også til Campo, at det var en stressende situation at stå i.
Ikke mindst løfter han sløret for, at han i høj grad kan takke sig selv og sin agent for, at handlen først gik igennem så sent.
- Det blev lidt hektisk. Min agent og jeg havde mange muligheder, så vi skulle træffe en beslutning.
- I sidste ende blev vi enige om Viborg, og det handlede også om den interesse, som de viste. De brød virkelig nogle grænser og skubbede på for at hente mig. Det var et godt tegn på, at "okay, de vil virkelig gerne have mig her". Det gjorde det i sidste ende nemt for mig at træffe beslutningen, siger han.

Lasso Coulibaly sad altså sammen med sin agent og tyggede på tilbud og muligheder helt til det sidste. Men der var efter alt at dømme også meget at vælge imellem.
- Der var masser af interesse fra andre steder, men jeg kunne bare mærke, hvordan Viborg virkelig ville det og endda var villige til at gå langt for at få mig. Og når en klub vil det, så ved man, at det er et godt tegn, siger han og understreger, at interessen kom udefra og ikke fra Superligaen.
Den 23-årige ivorianer er ellers rig på erfaring fra dansk fodbold i forvejen, efter han tidligere har tørnet ud for både FC Nordsjælland og Randers FC.
Han er kommet til Viborg FF på en lejeaftale fra franske AJ Auxerre.
Han fik sin debut for Viborg senest, da han fik 45 minutter i pointdeleren med Silkeborg IF.

Silkeborg IF
Viborg FF












