Superliga-boss om glohed debat: Et særligt sted
Nickolai Lund tilslutter sig den side af debatten, der helst vil spille pokalfinale i Parken.

'Pokalchok' bruges typisk, når et hold fra de lavere rækker sender en af Superliga-klubberne ud af Pokalturneringen.
Men i sidste uge kunne udtrykket med rette bruges om en nyhed.
Divisionsforeningen kunne således oplyse, at man har vedtaget en ny regel.
I al sin enkelhed får beslutningen den konsekvens, at pokalfinalen ikke længere kan afvikles på et stadion, der normalt fungerer som hjemmebane for en af finalens deltagere.
Med andre ord kan Parken ikke tages i brug, hvis FC København går hele vejen til finalen.
- Pokalfinalens spillested har i mange år været et diskussionsemne blandt fodboldfans. Meningerne er mange, når det drejer sig om noget, der vækker så store følelser som fodbold.
- Skal finalen altid spilles på det samme stadion, eller må et hold aldrig have fordel af hjemmebane i finalen? Nu har DBU og Divisionsforeningens bestyrelser vedtaget, at sidstnævnte så vidt muligt skal undgås, lød det i pressemeddelelsen for en uge siden.
Argumenterne bag er sportslig retfærdighed med særligt henblik på, at vinderen af pokalfinalen får en europæisk billet og har skabt hed debat i det danske fodboldlandskab.

I Viborg FF går man selv med drømme om at nå hele vejen til pokalfinalen, efter det i de seneste to sæsoner er blevet til exit i semifinalerne.
Og her så cheftræner Nickolai Lund helst, at finalen afvikles i Parken. Hver gang:
- Jeg forstår godt argumenterne for- og imod. Personligt har jeg valgt at stille mig på den side, hvor man synes, at en pokalfinale, uanset hvem finalisterne er, skal spilles i Parken. Det er vores nationalarena, og den har noget særligt over sig.
- Når vi nu ikke har en nationalarena, som kun er til landshold og pokalfinaler, ligesom man eksempelvis har med Wembley i England, så synes jeg, at Parken har noget særligt over sig.
- Det er jo alligevel 50/50 med fansene, samtidig med at det er neutralt på dagen. Der er bare noget særligt ved at spille finalen i Parken, og det vil jeg gerne stå ved, siger han til Campo.
Inden den nye ændring kan ende med at få direkte betydning for Nickolai Lund og Viborg FF, skal man i første omgang forsøge at spille sig forbi en vaskeægte pokaldræber.
Det skal man onsdag klokken 16.30.

Viborg FF












