Ikke mere Argentina: Lionel Messi stopper på landsholdet
Lionel Messi har iført sig den argentinske landsholdsdragt for sidste gang nogensinde.

I 2016 indstillede Lionel Messi sin landsholdskarriere efter flere smertefulde finalenederlag med Argentina.
Den argentinske superstjerne vendte dog hurtigt tilbage til landsholdsfodbolden - og det blev en beslutning, der gav pote. Siden har Messi vundet to Copa América-titler og spillet yderligere to VM-finaler med triumfen ved VM i 2022 som det ubestridte højdepunkt.
Nu indstiller han dog endegyldigt landsholdskarrieren. Det bekræfter den argentinske magiker på sin Instagram-profil.
- I tiden efter finalen har jeg brugt meget tid på at tænke, og jeg vil gerne lade alle vide, at jeg indstiller min landsholdskarriere.
- Det er en beslutning, der gør ondt, men jeg har indset, at tiden er inde. Jeg lover, at jeg altid gav alt, hvad jeg havde. Ikke kun i de sidste år, hvor vi har vundet alt, men også før det. Jeg kæmpede og efterlod alt på banen for trøjen, for at gøre jer glade og gøre jer stolte over at være argentinere.
- Jeg siger farvel med fred og ro i sindet, og stolthed over at have givet jer, sammen med mine holdkammerater, nogle øjeblikke, som vi engang kun drømte om. Det har været utroligt at gå igennem det hele med jer. Jeg elsker jer!
- Tak gud, for at gøre mig til argentiner, skriver Messi blandt andet i sit opslag på Instagram.

Lionel Messi fik sin debut for Argentina tilbage i 2005.
I alt er det blevet til 207 kampe med 125 mål til følge for den store fodboldnation.
Han fortsætter nu klubkarrieren i Inter Miami, hvor han er på kontrakt frem til udgangen af 2028.

Argentina
Lionel Messi












