Erstatningen stod klar: – Jeg så, at jeg fik travlt Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Erstatningen stod klar: – Jeg så, at jeg fik travlt

William Clem var godt tilfreds med sin scoring torsdag aften, som – måske – skyldtes, at midtbanespilleren stod til at skulle skiftes ud.

FC Københavns William Clem scorer mod Inter Turku
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

FC København er klar til ligafasen i dette års Conference League.

Hjemme i Parken kunne Løverne torsdag sikre kvalifikationen med en 4-1-sejr over finske Inter Turku, og det skyldtes ikke mindst William Clem, som efter gæsternes reducering til 2-1 kunne diske op med en scoring, der endegyldigt sendte hovedstadsklubben på sejrskurs.

Midtbanespilleren stod faktisk til at blive skiftet ud inden scoringen, og det var ikke uden betydning, lyder det fra William Clem.

På sidelinjen var Thomas Delaney klar til at erstatte den unge midtbanespiller, og derfor måtte han skynde sig, fortæller William Clem.

- Ja, det var det, jeg tænkte, at det måtte jeg hellere. Jeg så, jeg fik travlt, og så sneg jeg mig lige med op for en gangs skyld, lyder det med et glimt i øjet fra William Clem, der fortsætter:

FC Københavns William Clem scorer mod Inter Turku
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

- Det var dejligt at score. Det er jo stadig ikke så ofte, men en gang imellem, så er det meget dejligt, siger han til klubbens hjemmeside.

Det er en fast bestanddel af selvforståelsen i FC København, at klubben skal spille europæisk fodbold, og selvom det altså i denne omgang bliver den mindste af de tre turneringer, er det stadig en tilfreds William Clem, der efter kampen reagerede på resultatet

- Som sagt, så handler det for os og klubben om at spille europæisk. Det skal vi, og også gerne nogle af de større [turneringer, red.]. Men nu er vi i den her kvalifikation, og den skal vi selvfølgelig klare, og det har vi gjort nu.

- At stå her og kunne hjælpe holdet med et mål, det er også dejligt. Men det vigtigste er, at vi krydser den af, og vi kan sige, at vi er i et europæisk gruppespil igen, lyder det fra William Clem.

Det var William Clems første scoring i sæsonen.

UEFA bekræfter: Her er de danske holds seedningslag

Mest læste

Notifications

Notifikationer