‘Fucking bøsse’: Divisionsspiller får ekstra straf
Fremad Amagers Bertram Manniche kan se frem til en længere periode i skyggen.

En kedelig sag i dansk fodbold har nu nået sin afslutning.
Den 4. august spillede FA 2000 og Fremad Amager et pokalopgør, hvor udeholdets Bertram Manniche allerede i kampens andet minut blev vist et rødt kort.
I DBU's disciplinære sagsarkiv fremgår det nu, at spilleren råbte 'fucking bøsse' efter en modspiller.
Og det er altså det, spilleren nu straffes for.
I forvejen fik spilleren et direkte rødt kort, som koster to dage i skyggen for spilleren, men udover det har Fodboldens Disciplinærinstans altså fundet, at der baggrund for at straffe spilleren yderligere.
Således er Bertram Manniche blevet tildelt yderligere 52 strafpoint, hvilket svarer til yderligere tre spilledages karantæne.

Det er DBU’s adfærdskodeks punkt 2.10.1, som spilleren har forbrudt sig imod, fremgår det af kendelsen, som er afsagt i dag, torsdag.
Her hedder det:
- [Det er] ikke er tilladt at fornærme værdigheden eller integriteten af et land,
privatperson eller gruppe af mennesker gennem foragtende, diskriminerende eller krænkende ord eller handlinger på grund af race, hudfarve, etnicitet, nationalitet, social oprindelse, køn, handicap, sprog, religion, politiske overbevisning mv., rigdom, fødsel eller anden status, seksuel orientering eller enhver anden grund.
Kendelsen kan ikke appelleres, skriver Fodboldens Disciplinærinstans desuden.
Fremad Amager endte med at tabe kampen 1-0, og er dermed færdige i årets pokalturnering.













