Det ser flot ud – men er det godt nok, FCM? Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Det ser flot ud – men er det godt nok, FCM?

FC Midtjylland er videre i Conference League-kvalifikationen. Læs Campos Konklusion af torsdagens sejr.

FC Midtjylland mod Bohemians.
Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

FC Midtjylland er videre til den sidste og afgørende playoff-runde i Conference League-kvalifikationen.

Det står klart, efter arbejdet torsdag aften blev gjort færdigt med en 3-2-sejr hjemme mod irske Bohemians. Midtjyderne snupper dermed en samlet 5-2-sejr over de to opgør.

FCM mangler derfor blot at besejre kroatiske Rijeka, inden den står på deltagelse i Conference League i efteråret.

Læs Campos Konklusion nedenfor

Højdepunktet

FC Midtjylland tabte godt nok over to kampe mod Besiktas, ikke mindst på grund af to røde kort.

Men når ellers midtjyderne kan få lov til at spille fuldtallige og har de fleste af sine profiler til rådighed, så dufter det efterhånden af europæisk klasse på visse områder.

Torsdag aften lod cheftræner Mike Tullberg store navne som Philip Billing og Dario Osorio starte ude. Deres fravær kunne ses på banen, men at man har spillet sig i en position, hvor man kan tillade sig at give hvil til stjernerne i den europæiske jagt, er alligevel lidt af et statement.

Da først de to etablerede profiler blev bragt i spil, var det også til at se i kampbilledet.

Nedturen

Tænk lige på Danmark og dansk fodbold.

FC Midtjylland har naturligvis sit på det rene, når det kommer til antal indsamlede koefficientpoint de seneste år.

Men der blev sløset i en sådan grad på MCH Arena, at Elias Olafsson måtte diske op med en stor redning for at det ikke blev 3-3 mod Bohemians.

Nu blev det til en 3-2-sejr og maksimum point, men det var for tæt på at koste.

FC Midtjylland mod Bohemians.
Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Overraskelsen

Om det er en overraskelse er måske til debat. Men Mike Tullberg virkede til at være særligt indstillet på, at man skulle spille 11 mod 11.

Abdou Ndiaye fik chancen fra start, men allerede efter 20 minutters fodbold fik han en advarsel.

Kort før pausen begyndte han at læne sig op af endnu et gult kort, da han 'gav sig selv et frispark' ved at tage bolden med hånden, uden dommeren havde fløjtet. I stedet fik Boehmians frispark, og med en sur og tvær dommer kunne det sagtens have kostet endnu en advarsel.

Mike Tullberg udviste rettidig omhu ved at skifte ham ud før pausen.

Det holder Campo øje med

Ja, FCM lod et par af de store navne starte ude. Men man stillede også til start med spillere som Rasmus Nissen Kristensen, Mads Bech, Pedro Bravo og Franculino.

Alligevel blev midtjyderne på eget græs budt særdeles godt op til dans af undertippede Bohemians i store dele af kampen.

Ikke mindst i første halvleg, hvor den irske gæst fik annulleret to scoringer for først offside og siden et frispark - som måske endda var til den tynde side.

Det må man ikke, når man hedder FC Midtjylland. Ikke længere.

Måltavlen viser 3-2 og en samlet 5-2-sejr, og det ser jo isoleret set ganske flot ud, men FC Midtjylland har på ingen måde formået at diske op med en præstation, der har blæst nogen som helst bagover. Det trænger man ellers til på den midtjyske hede - selvom man vinder sine kampe for tiden.

Spillet skal blive bedre og fejlene skal blive færre, hvis FCM skal have den sæson, som de fleste spår dem. Spillet med bolden halter ganske enkelt i forhold til den kvalitet, der ellers er i truppen.

Mest læste

Notifications

Notifikationer