Sanktion? Sådan ser SIF-boss McCowatt-sagen
Silkeborg IF’s administrerende direktør går over for Campo i rette med den kritik, Callum McCowatt afsagde for åben skærm. Nogen sanktion kommer dog ikke på tale.

Søndag aften kunne Callum McCowatt smide en håndgranat i Søhøjlandet.
- Klubben har sagt, at jeg ikke er til salg. Hvad kan jeg gøre, når snakken mellem januar og sommer har lydt på, at et perfekt tidspunkt at sælge på, er efter VM? Jeg ved ikke, om det er miskommunikation, eller om [Jesper] Stüker har glemt det, lød det afmægtigt fra Silkeborg-profilen Callum McCowatt efter nederlaget til FC København søndag aften.
Frustrationen bunder i et bud fra Minnesota, som klubben prompte har afvist.
Det verbale angreb kommer dog ikke til at udløse en sanktion for Silkeborg-profilen. Det understreger administrerende direktør Kent Madsen, som dog påpeger, at klubben aldrig har lovet ham et salg.
Fodboldbossen medgiver dog, at denne sommer har været nævnt som et godt tidspunkt, hvis Callum McCowatt skal skydes afsted fra Søhøjlandet.
- Nu er det jo lidt kryptisk, det han siger. Men det er 100 % sikkert, at Callum McCowatt ikke er blevet lovet, at han vil blive solgt. Det kan man jo aldrig love, for det kommer an på, om der er nogen, der vil købe til en attraktiv pris, siger han og forsætter:

- Men det er rigtigt, der har været talt om, at det kunne være et godt tidspunkt her efter VM, og det er jo der, vi er nu. Men det forudsætter jo fortsat, at der skal komme en klub og vil betale en attraktiv pris, og det har så indtil nu ikke været tilfældet. Men der er jo en måned mere i transfervinduet, lyder det fra Kent Madsen til Campo.
Artiklen fortsætter efter annoncen.
Ingen sanktion
Trods søndagens bredside fra Callum McCowatt, er luften dog blevet renset i Søhøjlandet, forklarer Kent Madsen, der fortæller, at man har løst det internt mandag morgen.
- Vi har taget en åbenhjertig og direkte snak med Callum her til morgen, hvor vi har sagt, at vi synes, det er uhensigtsmæssigt, at man lufter sine frustrationer eksternt. Døren til ledelseskontoret er åben, og hvis der er noget, han ikke er tilfreds med, så er han altid velkommen. Og der vil vi gerne have, den slags ting foregår. Sådan håber jeg, det bliver fremadrettet.

Og derfor kommer der heller ikke til at være tale om nogen sanktion til Silkeborg-spilleren på trods af, at han altså har stillet sine frustrationer med ledelsen til skue for hele fodbold-Danmark.
- Nej, ikke som verden er nu. Jeg ved af erfaring, at august måned er lang. Jeg håber, at vi har gjort vores stilling klar. Og så er vi videre fra det, siger han og fortsætter:
- Der er højt til loftet, og når der er det, og man har ytringsfrihed, så følger der jo også et ansvar med i forhold til at være loyal over for sin arbejdsgiver.
- Men det er altså ikke første gang. Jeg har prøvet utallige gange, hvor der er spillere - når der er en interesse - der bliver meget frustrerede, når vi ikke bare klapper hælene sammen og siger ja tak til det, der kommer. Vi plejer bare at kunne holde det internt. Det har vi så ikke kunnet her, og det er så, hvad det er.
Går i rette med kritik
Et af de kritikpunkter, Callum McCowatt fremlagde i sit interview med Viplay, var Silkeborgs evne til at sælge spillere.
Lucas Riisgaard er indtil videre det eneste navn, klubben har hentet til, og for rullende mikrofoner spekulerede den newzealandske landsholdsspiller i, at Silkeborgs rekrutteringsbesvær kunne skyldes, at det er et svært sted at skifte væk fra igen.
Det er dog en kritik, som administrerende direktør Kent Madsen ingenlunde køber.
- Så vil jeg i øvrigt sige, at den fortælling, han havde på siden, at det er meget svært at komme væk fra Silkeborg, det er simpelthen notorisk forkert.
- Vi har solgt en 25-30 spillere de sidste fem år. Der tror jeg faktisk, at vi - modsat den sportslige tabel - ligger i toppen af Superligaen. Vi har solgt rigtigt mange spillere, så det er ikke svært.
- Men der er mange parter, der skal være enige, og det lykkes jo så også ganske ofte, lyder det fra Kent Madsen.
Callum McCowatt kom til Silkeborg IF i sommeren 2023. Han har siden spillet 108 kampe for klubben med 28 scoringer og 12 oplæg til følge, hvor han specielt i de seneste sæsoner har markeret sig som en stor profil i Søhøjlandet såvel som Superligaen.
Silkeborgs tilhængere havde også et banner med, som offensiv-spilleren følte, var møntet på ham. Læs mere her.

FC København
Silkeborg IF












