Done deal: Vejle sælger talent i millionhandel
Lasse Flø bytter Nørreskoven ud med belgisk fodbold.

Lasse Flø er fortid i dansk fodbold.
Den 20-årige højreback skifter til den belgiske traditionsklub KVC Westerlo.
Det kan begge klubber bekræfte lørdag.
Det bliver en indbringende handel for Vejle BK, som står til at tjene omkring 1 millioner euro - omkring 7,5 millioner kroner - på danskeren.
Det skriver fodboldjournalisten Sacha Tavolieri på mediet X.
Og handlen udgør da også en god case for Vejle Boldklub, erkender klubbens sportsdirektør, Mikkel Hemmersam.

- Lasse Flø er et fremragende eksempel på det, vi gerne vil i Vejle Boldklub. Vi skal udvikle egne talenter, og når de er flyvefærdige, og det giver mening for alle parter, så skal de sendes videre.
- Jeg er stolt på både Lasses og Vejle Boldklubs vegne over denne succesfulde case, som rigtig mange mennesker har andel i, siger han blandt andet til klubbens hjemmeside.
Det er også en taknemmelig Lasse Flø, der nu kan tage afsked med klubben, som han har været i siden 2017.
- Jeg har altid været glad for at være i Vejle og har nydt min tid på akademiet og på førsteholdet. Det har været en stor oplevelse at spille foran alle fansene på Vejle Stadion både i med- og modgang.
- Der er mange mennesker i og omkring klubben, som jeg gerne vil sende en hilsen og en tak. Vejle har givet mig meget både menneskeligt og sportsligt i form af en god fodbolduddannelse og nogle gode værdier.
Han nåede 47 kampe for Vejle BK og har desuden flere U-landskampe på CV'et.
Han får en fireårig kontrakt i KVC Westerlo.
En anden dansk klub har netop sendt et talent til udlandet. Læs mere her.

Vejle Boldklub
Westerlo











