Brøndby ville have ham: Kan ende i Premier League eller Bundesligaen
Brøndby IF var ivrige efter at få fingrene i norsk VM-helt, men måtte kaste håndklædet i ringen. Nu kan han ende i både Bundesligaen og Premier League.

– Vi havde en del dialog med teamet omkring ham, og det var en rigtig god dialog. Men jeg tror, at det bliver svært at få ham til Brøndby nu.
Sådan fortalte Thomas Berntsen, der er rekrutteringschef i Brøndby IF, da han tidligere på måneden blev interviewet af norske NRK om Ørjan Nyland.
Den klubløse målmand tog VM med storm, hvor han spillede en stor rolle i Norges flotte slutrunde, der løb helt frem til kvartfinalerne.
Nu er Nyland gået på klubjagt, og han kan tilsyneladende både ende i engelsk og tysk fodbold.
Everton og Leeds United skulle angiveligt være blandt de engelske bejlere, der holder stærkt øje med Nylands situation.
Derudover er den norske keeper ifølge Kicker tidligere blevet tilbudt til Stuttgart i Bundesligaen, der fortsat kunne være en mulig klub for Nyland.

35-årige Nyland har tidligere været forbi både England og Tyskland, hvor han har tørnet ud for klubber som Leipzig, Reading, Aston Villa, Bournemouth og FC Ingolstadt.
Han var senest i spanske Sevilla, hvor samarbejdet løb ud denne sommer.
Læs mere om Brøndby her:

Brøndby IF
Everton
Leeds United












